Salmenes bok 62:7
Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 De raadslaae aleneste om at udstøde (ham) fra hans Høihed, de have Behagelighed til Løgn; de velsigne med deres Mund, og de bande i deres Inderste. Sela.
6 Dog, min Sjæl! vær stille for Gud; thi af ham er min Forventelse.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Davids Psalme.
2 Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
3 Herren er min Steenklippe og min Befæstning og min Befrier; min Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Saligheds Klippe, skal ophøies,
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
46 Den Fremmedes Børn affaldt, de forfærdedes, (naar de udgik) af deres indelukkede Huler.
8 Hos Gud er min Frelse og min Ære; min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter fuldkommeligen min Vei.
2 See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
3 Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
14 Herren er min Styrke og Psalme, og han blev mig til Salighed.
16 Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.
17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, ja, jeg vil synge (med Fryd) om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Ophøielse og en Tilflugt paa min Nøds Dag.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
7 Jeg sagde til Herren: Du er min Gud; Herre! vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
1 Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
26 Og jeg vil sætte hans Haand paa Havet, og hans høire Haand paa Floderne.
9 Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.
7 Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
2 Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
3 Mange sige om min Sjæl: Den haver ingen Frelse hos Gud. Sela.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
10 Lad dog de Ugudeliges Ondskab faae Ende, men stadfæst den Retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud!
15 De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede; de skulle være saftige og grønne,
2 Herren er min Styrke og Lovsang, og blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil gjøre ham en Bolig, min Faders Gud, og jeg vil ophøie ham.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
4 Gud! hør min Bøn, vend (dine) Øren til min Munds Tale.