Salmenes bok 11:1
Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
2 Herre, min Gud! jeg troer paa dig; frels mig fra alle mine Forfølgere og red mig,
8 Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
1 Davids (Psalme). Til dig, Herre! vil jeg opløfte min Sjæl.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig.
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
3 Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
4 Thi du haver været min Tilflugt, et stærkt Taarn (at flye til) fra Fjendens Ansigt.
20 Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskjæmmes, thi jeg troer paa dig.
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
6 Frygt og Bævelse komme paa mig, og Gruelse skjuler mig.
7 Vor Sjæl er undkommen som en Fugl af Fuglefangerens Snare; Snaren er sønderreven, og vi, vi ere undkomne.
1 Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
5 Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
1 En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øine til Bjergene, hvorfra der skal komme mig Hjælp.
8 See, jeg vilde begive mig langt bort (og) flytte bort, jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.
3 Og tag Spydet frem og luk til imod deres (Anløb), som forfølge mig; siig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.
14 Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.
4 Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
2 Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
9 Thi du, Herre! er min Tillid; — den Høieste haver du, (du Gudfrygtige!) sat til din Bolig.
8 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
11 I (det der drives) Mord i mine Been, forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
8 Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):
1 Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
1 Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.