Salmene 55:8
See, jeg vilde begive mig langt bort (og) flytte bort, jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.
See, jeg vilde begive mig langt bort (og) flytte bort, jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
6 Frygt og Bævelse komme paa mig, og Gruelse skjuler mig.
7 Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, (da) vilde jeg flyve bort og boe (roligen et Sted).
15 Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,
14 De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.
15 Forskrækkelser vendte sig imod mig og forfulgte min Herlighed som Veir, og min Frelse er gaaen forbi som en Sky.
9 Jeg vilde haste, at jeg kunde undkomme fra Uveir (og) fra Storm.
21 Østenveir skal tage ham op, at han farer (bort), og med en Storm drive ham fra sit Sted.
22 Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
22 Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.
27 naar det kommer som en Ødelæggelse, det, som I frygte for, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder.
6 Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen for Hede, og til en Tilflugt og til et Skjul for Vandskyl og for Regn.
8 Dog, jeg vil søge hen til Gud, og til Gud vil jeg rette min Tale,
1 En Byrde over Ørken ved Havet: Ligesom Hvirvelvinde fare frem i Sønden, (saa) kommer det fra Ørken, fra et forfærdeligt Land.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
1 Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
7 Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
12 Ja, der skal komme mig et fuldt (skrækkeligt) Veir fra disse (Stæder); nu vil jeg, jeg ogsaa gaae irette med dem.
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,
4 Thi du var den Ringes Styrke, den Fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt for Vandskyl, en Skygge for Heden; thi de Forfærdeliges Aand er som et Vandskyl imod en Væg.
19 Og see, der kom et stort Veir fra hiin Side Ørken og stødte an mod Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde, og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
19 See, Herrens Storm skal udkomme med Grumhed, ja en vedholdende Storm; den skal blive paa de Ugudeliges Hoved.
2 Og der skal være en Mand som et Skjul imod Veir, (ja som) et Skjul imod Vandskyl, som Vandbække i et tørt Sted, og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
17 Thi han sønderknuser mig med en Storm, og gjør mig mange Saar uden Aarsag.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
9 Lad ham gaae som en Snegl, der smelter, som en Qvindes utidige Foster, som de, der ikke have seet Solen.
9 Af de (inderste) Kammere (imod Sønden) kommer en Hvirvelvind, og ved de adspredende (Vinde imod) Norden kommer Kulde.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
12 (Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
22 Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
25 Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
8 Du trættede imod ham med Maade, da du bortkastede ham, (da) han borttog (ham) ved sit det haarde Veir den Dag, det var Østenvind.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.