Jona 2:4
Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv.
3Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
5Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
7Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
53De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
54Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
5Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.
6Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og bruser over mig? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham; (thi der er) megen Frelse for hans Ansigt.
7Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
15Mine Øine ere stedse til Herren; thi han, han skal uddrage mine Fødder af Garnet.
16Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
2Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
14Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
8Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
6(Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
7Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder.
8Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
11Skjul dit Ansigt fra mine Synder, og udslet alle mine Misgjerninger.
10Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
10Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
8Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
17Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
18Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
19Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
5Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
4Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
4Een Ting haver jeg begjæret af Herren, den vil jeg søge efter: at (jeg maa) boe i Herrens Huus alle mit Livs Dage, at beskue Herrens Deilighed og at undersøge i hans Tempel.
14Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
19Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?
12Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?
3Og nu, Herre! tag dog min Sjæl fra mig; thi det er mig bedre at døe end at leve.
9Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
1Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
14De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
13Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
4Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.
2Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.