Salmenes bok 88:4
Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.
Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
5 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke.
6 (Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11 Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
15 Hvorfor forkaster du, Herre! min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
12 For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.
8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
5 Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
6 Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
18 Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
53 De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
4 (Der er) intet Sundt i mit Kjød for din Vrede, (der er) ingen Fred i mine Been for min Synds Skyld.
5 Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;
14 Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
16 De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
9 Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede (om Naade).
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
18 Thi Graven kan ikke takke dig, Døden (kan ikke) love dig; de, som nedfare i Hulen, kunne ei vente paa din Sandhed.