Salmenes bok 22:6
Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
6 Hvormeget mindre et Menneske, (som er) en Orm, og et Menneskes Barn, (som er) en Maddik!
14 Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
12 For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
5 Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
25 Og jeg, jeg maa være deres Spot; (naar) de see mig, da ryste de deres Hoved.
9 Men nu er jeg bleven deres Strængeleg, og maa være dem til Snak.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte i mit Ansigt.
19 Hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den; forløs mig for mine Fjenders Skyld.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
1 Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
4 Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.
7 Lad dem ikke beskjæmmes ved mig, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! lad dem ikke blive forhaanede formedelst mig, som søge dig, Israels Gud!
18 Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
5 Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig (paa dig), og du befriede dem.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
4 Jeg er (som den, der er) til en Latter for sin Ven, som raaber til Gud, og han skal svare ham; en Retfærdig, en Fuldkommen er til Latter.
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
31 da dypper du mig (dog) ned i Pytten, og mine Klæder skulle have Vederstyggelighed til mig.
15 Thi see, jeg vil gjøre dig liden iblandt Hedningerne, foragtet iblandt Menneskene.
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
3 (Han var) foragtet og holdt (snart) op (at være) iblandt Mænd, en Mand, (fuld af) Piner, og som havde forsøgt Sygdom; og som En, for hvilken man skjulte Ansigtet, var han foragtet, og vi agtede ham intet.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
16 Min Kraft er tørret som et Skaar, og min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig i Dødens Støv.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
21 Thi nu ere I (som) Intet; I see (min) Rædsel og frygte.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
7 Herre! du haver overtalet mig, og jeg lod mig overtale, du haver været mig (for) stærk og haver faaet Overhaand; jeg er den ganske Dag til Latter, hver af dem spotter mig.
8 Thi naar jeg taler, maa jeg skrige (og) raabe om Vold og Ødelæggelse; thi Herrens Ord er blevet mig til Forhaanelse og Haanhed den ganske Dag.
8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
11 Og jeg græd med min Sjæls Fasten, men det blev mig til Forhaanelser.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
50 Herre! hvor ere dine forrige Miskundheder, som du svoer David i din Sandhed?
10 Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
41 Du sønderrev alle hans Mure, du satte hans Befæstninger til en Forskrækkelse.