Job 18:3

Original Norsk Bibel 1866

Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Sal 73:22 : 22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig.
  • Job 17:4 : 4 Thi du haver skjult deres Hjerte fra Forstand, derfor skal du ikke ophøie dem.
  • Job 17:10 : 10 Nu dog, omvender eder alle, og kommer, Kjære! thi jeg finder ikke en Viis iblandt eder.
  • Fork 3:18 : 18 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte om Menneskens Børns Handel, at Gud vilde gjøre det klart for dem, og at de skulde see, at de ere for sig selv (som) Dyr.
  • Rom 12:10 : 10 værer hinanden inderligen hengivne i broderlig Kjærlighed; forekommer hverandre med Ærbødighed;
  • Job 12:7-8 : 7 Og sandeligen, spørg dog Dyrene ad, og (hvert af dem) skal lære dig (det), og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig (det); 8 eller tal til Jorden, og den skal lære dig (det), og Fiskene i Havet skulle fortælle dig (det).

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.

  • 4 (Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?

  • 24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?

  • 3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?

  • 3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.

  • 1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?

  • 3 Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.

  • 18 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte om Menneskens Børns Handel, at Gud vilde gjøre det klart for dem, og at de skulde see, at de ere for sig selv (som) Dyr.

  • 17 Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?

  • 2 Naar ville I gjøre Ende paa Tale? forstaaer (dog dette), og derefter ville vi tale (mere).

  • 19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

  • 18 Hvor sukker Qvæget! Øxnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Føde, (ja) Faarehjordene ere ogsaa ødelagte.

  • 73%

    3 Mon (det synes) dig godt, at du gjør Vold, at du forkaster dine Hænders Arbeide og skinner over de Ugudeliges Raad?

    4 Haver du kjødelige Øine, eller seer du, som et Menneske seer?

    5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?

  • 73%

    13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?

    14 Hvad er et Menneske, at det skulde være reent, eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Qvinde?

  • 73%

    2 Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

    3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.

  • 73%

    24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!

    25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?

  • 10 Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?

  • 17 Mon et (usselt) Menneske kan holdes retfærdigere end Gud? monne en Mand være renere end den, ham gjorde?

  • 6 Hvormeget mindre et Menneske, (som er) en Orm, og et Menneskes Barn, (som er) en Maddik!

  • 72%

    4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.

    5 Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?

  • 13 Eders Ord ere stærke imod mig, sagde Herren; men I sagde: Hvad talede vi imod dig?

  • 22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig.

  • 4 Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.

  • 4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?

  • 2 Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.

  • 6 Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.

  • 3 Hvorfor lader du mig see Uret og skue Møie? baade Ødelæggelse og Vold er for mig, og der er Kiv og Trætte, som man maa bære.

  • 11 I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.

  • 7 Du gjør, at han hersker over dine Hænders Gjerninger, du haver lagt Alting under hans Fødder,

  • 39 Hvorfor murrer et Menneske, som lever? Enhver (murre) for sine Synder.

  • 71%

    13 (Dine) Øine ere renere, end at du gjerne seer Ondt, og du kan ikke skue Møie; hvorfor skulde du da skue de Troløse (og) tie, naar en Ugudelig opsluger en Retfærdigere end han?

    14 Og (hvi) skulde du gjøre Menneskene som Fiske i Havet, som Orme, der have ingen Regenter?

  • 13 bespottede formane vi; vi ere blevne som Udskud i Verden, Alles Skovisk indtil nu.

  • 47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?

  • 19 Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,

  • 18 Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!

  • 12 Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?

  • 1 Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?

  • 4 Naar jeg seer din Himmel, dine Fingres Gjerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte,

  • 15 Hvo er den Almægtige, at vi skulle tjene ham? eller hvad Gavn skulle vi have (deraf), at vi møde ham (med Bøn)?

  • 11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.

  • 13 Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.

  • 22 Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?

  • 7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed.