Salmene 73:22
da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig.
da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
2 Ja, jeg er ufornuftigere end en Mand, og jeg haver ikke menneskelig Forstand,
3 og jeg haver ikke lært Viisdom eller kjendt de Helliges Kundskab.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som mig hade uden Aarsag, mine Fjender, som (søge at) udrydde mig uden Skyld, ere mægtige; jeg maa da igjengive det, jeg ikke haver røvet.
2 Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
3 Thi jeg var nidkjær paa de Galne, der jeg maatte see, (at det gik) de Ugudelige vel.
6 Herre! hvor store er dine Gjerninger! dine Tanker ere meget dybe.
5 Thi mine Misgjerninger gaae over mit Hoved, de ere blevne mig for svare, som en svar Byrde.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
17 indtil jeg indgik i Guds Helligdomme, jeg gav Agt paa deres Endeligt.
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
8 Og nu, Herre! hvad haver jeg biet efter? Min Forventelse er til dig.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til en Daares Spot.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
8 Forstaaer dog, I Ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer, naar ville I blive kloge?
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
67 Før jeg blev ydmyget, foer jeg vild, men nu holder jeg dit Ord.
15 Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
18 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte om Menneskens Børns Handel, at Gud vilde gjøre det klart for dem, og at de skulde see, at de ere for sig selv (som) Dyr.
13 Og de, som søge efter mit Liv, sætte Snarer, og de, som søge min Ulykke, tale om, (hvorledes de kunne gjøre mig) Skade, og grunde den ganske Dag paa allehaande Svig.
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
14 Jeg er næsten (kommen) i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
20 (saa) skal den (dog) komme til sine Fædres Slægt, som i Evighed ikke skulle see Lyset.
7 Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
22 Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
15 Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder.
19 Thi efterat jeg var omvendt, angrede det mig, og siden jeg kjendte det, slog jeg paa Laaret; jeg var beskjæmmet og skammede mig ogsaa, thi jeg maatte bære min Ungdoms Forhaanelse.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
8 Da sagde David til Gud: Jeg haver saare syndet, at jeg haver gjort denne Gjerning; men nu, Kjære, borttag din Tjeners Misgjerning, thi jeg handlede meget daarligen.
23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke.
24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning.
7 Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,
13 Mange Øxne have omkringgivet mig, de stærke (Øxne) af Basan have omringet mig.
4 Men jeg, jeg sagde: Sandeligen, disse ere de Ringe, de handle daarligen; thi de kjende ikke Herrens Vei, deres Guds Ret.
4 Landet og alle de, som boe derudi, vare smeltede; jeg, jeg befæstede dets Piller. Sela.
21 Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.
22 Der de sagde sig at være Vise, bleve de Daarer,
10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
6 Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
10 (Som) en Bjørn, der ligger paa Luur, blev han mig, (ja som) en Løve i Skjul.
23 Alt dette haver jeg forsøgt med Viisdom; jeg sagde: Jeg vil faae Viisdom; men den (veg) langt fra mig.
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).