Salmene 39:2
Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Og nu, Herre! hvad haver jeg biet efter? Min Forventelse er til dig.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til en Daares Spot.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
1 Til Sangmesteren, for Jeduthun; Davids Psalme.
3 Jeg var stum formedelst Taushed, jeg taug fra (at tale) det Gode; men min Pine blev oprørt.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
13 Og de, som søge efter mit Liv, sætte Snarer, og de, som søge min Ulykke, tale om, (hvorledes de kunne gjøre mig) Skade, og grunde den ganske Dag paa allehaande Svig.
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
9 da de Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund;
10 da Fyrsternes Røst skjulte sig, og deres Tunge hængte ved deres Gane.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
34 sandelig, jeg kunde have forfærdet en stor Hob, men en Foragtelig iblandt Slægterne kunde forskrækket mig, at jeg skulde tiet og ikke gaaet ud af en Dør.
21 De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad.
31 Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
9 Og jeg sagde: Jeg vil ikke komme ham ihu, og ei tale ydermere i hans Navn, men det var i mit Hjerte, som en brændende Ild (havde været) indelukket i mine Been; og jeg søgte med Møie at fordrage det, men jeg kunde ikke.
28 Han kan sidde alene og tie, naar man lægger (Noget) paa ham.
13 Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
6 (Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
2 Haver jeg ikke sat og stillet min Sjæl (tilfreds) som den, der er afvant hos sin Moder? (ja) som den, der er afvant, er min Sjæl i mig.
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Min Lovsangs Gud! ti ikke.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
28 Ogsaa en Daare, om han taug, kunde regnes viis; (thi) den, som holder sine Læber til, er forstandig.
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
33 Men haver du Intet (at sige), da hør du mig; ti, saa vil jeg lære dig Viisdom.
24 Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
3 baade menige Mand og de ypperlige Folk, en Rig og Fattig tillige!
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke, og der kom Uro.
5 Gid I vilde aldeles tie, saa skulde det vorde eder til Viisdom.
15 Og der han talede med mig efter disse Ord, (da) vendte jeg mit Ansigt mod Jorden og blev stum.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
21 Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
2 Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.
20 Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.
4 Haver du da en Arm som Gud, og kan du tordne med Lyd som han?
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
16 Og jeg biede, men de kunde ikke tale; thi de stode, de svarede ikke ydermere.
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.