Job 40:4
Haver du da en Arm som Gud, og kan du tordne med Lyd som han?
Haver du da en Arm som Gud, og kan du tordne med Lyd som han?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og Herren svarede Job af en Storm og sagde:
2 Bind nu om dine Lænder som en Mand; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
3 Skal du og gjøre min Dom til Intet? skal du dømme mig at have handlet ugudelig, at du kunde være retfærdig?
5 Pryd dig nu med Høihed og Ypperlighed, og ifør dig med Ære og Hæder.
6 Udspred din Vredes megen Grumhed, og see hver en Hovmodig og fornedre ham.
6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
1 Da svarede Job Herren og sagde:
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
5 Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.
15 Thi om jeg end var retfærdig, vilde jeg ikke svare; jeg maa bede den om Naade, som dømmer mig.
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
4 Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
2 See nu, jeg haver opladt min Mund, min Tunge haver talet ved min Gane.
31 Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.
32 (Men) haver du (Noget) at sige, da giv mig Svar igjen; tal, thi jeg haver Lyst til at give dig Ret.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til en Daares Spot.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
14 hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
1 Da svarede Job og sagde:
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
32 Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
31 Thi det hører til Gud at sige: Jeg haver forladt (det), jeg vil ikke fordærve.
32 Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
1 Da svarede Job og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
1 Men Job svarede og sagde:
2 Sandeligen, jeg veed, at det er saaledes, og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
1 Men Job svarede og sagde:
20 Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
1 Men Job svarede og sagde:
14 Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
1 Men Job svarede og sagde:
1 Til Sangmesteren, for Jeduthun; Davids Psalme.
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde komme tilsammen for Dommen.
24 Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.
3 Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
1 Men Job svarede og sagde:
5 Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, og Gud haver borttaget min Ret.
6 Jeg maa straffes for Løgn, alligevel jeg haver Ret; den Piil, (som trykker) mig, gjør skrøbelig, (skjøndt der er) ikke Overtrædelse (hos mig).
8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
16 Saa oplader Job sin Mund med Forfængelighed, han gjør mangfoldige Ord uden Forstand.
4 Thi du sagde: Min Lærdom er reen, og jeg er (heel) reen for dine Øine.
3 Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.