Jobs bok 21:4
Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.
3 Fordrager mig, og jeg, jeg vil tale, og naar jeg haver talet, da maa du spotte.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
39 Hvorfor murrer et Menneske, som lever? Enhver (murre) for sine Synder.
2 Min Klage er end idag (agtet) for en Gjenstridighed, den Haand, mig (trykker), er svarere end mit Suk.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,
20 Haver jeg syndet, hvad skal jeg (da) gjøre dig, du Menneskens Vogter? hvorfor haver du sat mig dig til Stød, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
6 (Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
21 Ak! kunde en Mand gaae irette med Gud, som et Menneskes Barn med sin Næste!
14 hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
18 Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.
19 Om (jeg vilde flye) til Magt, see, da er han stærk, eller og til Ret, hvo vilde bringe mig i Tale (med ham)?
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
20 Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.
7 Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
17 Mon et (usselt) Menneske kan holdes retfærdigere end Gud? monne en Mand være renere end den, ham gjorde?
5 Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
2 Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
4 Jeg vilde ordentligen lægge Retten frem for hans Ansigt, og fylde min Mund med Beviisninger.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.
38 Dersom mit Land raaber imod mig, og dets Furer græde tilsammen,
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
8 Dog, jeg vil søge hen til Gud, og til Gud vil jeg rette min Tale,
2 (Saa vist som) Gud lever, som haver borttaget min Ret, og den Almægtige, som haver beskeligen bedrøvet min Sjæl,
3 alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,
8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde komme tilsammen for Dommen.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
2 Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
2 Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst.
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
7 See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
3 Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.
1 Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.