Salmenes bok 142:2
Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst.
Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
2 Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
1 En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2 Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
9 Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
2 Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
1 En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
2 Herre, min Saligheds Gud! jeg haver raabt om Dagen, (ja) om Natten for dig.
3 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
14 dem, som mine Læber oplode (sig med), og min Mund talede, da jeg var i Angest.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
5 Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Og du, Herre Zebaoth, som prøver en Retfærdig, som seer Nyrer og Hjerte, lad mig see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret dig min Sag.
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
2 Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
2 Min Klage er end idag (agtet) for en Gjenstridighed, den Haand, mig (trykker), er svarere end mit Suk.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
17 Jeg, jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.