Klagesangene 1:13
Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
15Herren nedtraadte alle mine Mægtige, (som vare) midt i mig, han lod sammenkalde en Forsamling over mig til at forstyrre mine unge Karle; Herren traadte Viinpersen for Jomfruen, Judæ Datter.
16Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
11Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
12Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13Han lod komme Pile af sit Kogger i mine Nyrer.
12Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
1Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
2Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.
3Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
5Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
6Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
7Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.
12Jeg var rolig, men han sønderrev mig, og tog fat paa min Nakke og sønderslog mig, og opreiste mig sig til et Maal.
13Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
14Han gjorde mig en Sønderrivelse over den anden; han haver løbet imod mig som en vældig (Krigsmand).
19Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
14De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
16Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
17Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
3Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
16Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
17Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
13Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
10Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
9Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
11Thi han haver løst min Sele og plaget mig, derfor have de kastet Bidselet af for mit Ansigt.
2de trængte mig meget fra min Ungdom; dog kunde de ikke overvælde mig.
3Plovmændene pløiede paa min Ryg, de uddroge deres Furer langt.
8Thi naar jeg taler, maa jeg skrige (og) raabe om Vold og Ødelæggelse; thi Herrens Ord er blevet mig til Forhaanelse og Haanhed den ganske Dag.
7Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
19Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
12Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
6Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
14efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
18Hvorfor varer min Pine evindeligen, og min Plage er ulægelig, saa den ikke vil læges? du er vist bleven mig ligesom en skuffende (Kilde), (som) Vande, der ikke ere bestandige.
8Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
9Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
15Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
5Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.