Salmenes bok 102:3
Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
9 Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig.
10 Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
30 Min Hud er bleven sort over mig, og mit Been er optændt af Tørhed.
2 Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
18 Ved (Sygdommens) megen Kraft forvender sig mit Klædebon; han omgjordede mig (med) Smerte, som Kraven paa min Kjortel.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
83 Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; (dog) glemte jeg ikke dine Skikke.
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
28 Og han bliver gammel som af Raaddenhed. som et Klæde, det Møl æder.
14 Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
12 Thi det er en Ild, hvilken fortærer til Fordærvelse, og skulde have oprykket med Rod alt mit Indkomme.
12 For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.
5 Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
3 Jeg var stum formedelst Taushed, jeg taug fra (at tale) det Gode; men min Pine blev oprørt.
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
13 Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
7 Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
2 O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
19 Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
17 Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
20 Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.