Salmenes bok 32:3
Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Thi din Haand blev Dag og Nat svar paa mig, saa at min Saft blev forvandlet til Sommerens Tørheder. Sela.
5 Jeg bekjendte min Synd for dig, og skjulte ikke min Misgjerning; jeg sagde: Jeg vil bekjende mine Overtrædelser for Herren, og du, du forlod (mig) min Synds Misgjerning. Sela.
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
3 Jeg var stum formedelst Taushed, jeg taug fra (at tale) det Gode; men min Pine blev oprørt.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
2 Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
3 Thi dine Pile ere dybt nedtrykkede i mig, og din Haand nedtrykker mig dybt.
4 (Der er) intet Sundt i mit Kjød for din Vrede, (der er) ingen Fred i mine Been for min Synds Skyld.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
7 Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
9 Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
13 Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
16 Jeg hørte det, og min Bug foruroligedes, mine Læber bævede for Lyden, der kom Raaddenhed i mine Been, og jeg foruroligedes paa mit Sted, paa det jeg maa hvile paa Nødens Dag, naar han drager op imod Folket, han, som skal føre Krigsmagt over det.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
9 Og jeg sagde: Jeg vil ikke komme ham ihu, og ei tale ydermere i hans Navn, men det var i mit Hjerte, som en brændende Ild (havde været) indelukket i mine Been; og jeg søgte med Møie at fordrage det, men jeg kunde ikke.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
10 Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
13 Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
2 Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
8 Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
22 Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
14 efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.