1 Mosebok 31:40
Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
38 Jeg haver været hos dig disse tyve Aar; dine Faar og dine Gjeder have ikke været ufrugtsommelige, og Væderne af dit Qvæg haver jeg ikke ædet.
39 Hvad, som var revet, haver jeg ikke baaret til dig, jeg betalte det, du krævede det af min Haand; (iligemaade) det, som enten var stjaalet om Dagen, eller stjaalet om Natten.
41 Det er nu tyve Aar, jeg er i dit Huus, jeg haver tjent fjorten Aar for dine tvende Døttre, og sex Aar for dit Qvæg, og du haver forvendt min Løn ti Gange.
42 Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud, og Isaks Rædsel havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud haver seet min Elendighed og mine Hænders Møie, og straffede dig igaar Nat.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
4 Thi din Haand blev Dag og Nat svar paa mig, saa at min Saft blev forvandlet til Sommerens Tørheder. Sela.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
3 saaledes haver jeg faaet Forfængeligheds Maaneder mig til Arv, og de have talt mig møisommelige Nætter til.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
13 Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
4 jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
38 Dersom mit Land raaber imod mig, og dets Furer græde tilsammen,
39 dersom jeg haver ædet dets Formue uden Penge, og gjort, at dets Eiermænd maatte udblæse Sjælen,
6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
19 Min Rod var udbredt ved Vand, og Duggen blev om Natten paa min Høst.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
19 dersom jeg haver seet En omkomme, fordi (han) ikke (havde) Klæder, og (gav) ikke den Fattige et Dække,
20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, da han varmede sig af mine Faars Uld,
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
13 I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
30 Min Hud er bleven sort over mig, og mit Been er optændt af Tørhed.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
3 der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
14 efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
7 Og eders Fader haver bedraget mig og forvendt min Løn ti Gange; men Gud haver ikke tilstedt ham at gjøre mig Ondt.
12 Thi det er en Ild, hvilken fortærer til Fordærvelse, og skulde have oprykket med Rod alt mit Indkomme.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
4 Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
15 I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,