Jobs bok 16:7
Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
9 Hans Vrede haver sønderrevet (mig), og han hader mig; han skjærer over mig med sine Tænder, min Modstander stirrer med sine Øine imod mig.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
6 (Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
2 Jeg haver hørt mange Ting som disse; I ere allesammen møisommelige Trøstere.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
5 Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.
11 Gud overantvordede mig til en Uretfærdig, og lod mig komme i de Ugudeliges Hænder.
12 Jeg var rolig, men han sønderrev mig, og tog fat paa min Nakke og sønderslog mig, og opreiste mig sig til et Maal.
13 Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
14 Han gjorde mig en Sønderrivelse over den anden; han haver løbet imod mig som en vældig (Krigsmand).
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
13 Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
15 Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
3 saaledes haver jeg faaet Forfængeligheds Maaneder mig til Arv, og de have talt mig møisommelige Nætter til.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
13 Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
16 Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
2 Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
11 Og han optændte sin Vrede imod mig, og agtede mig for sig som sine Fjender.
18 Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.
3 Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.