Klagesangene 3:11
Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
5 Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.
8 Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
10 (Som) en Bjørn, der ligger paa Luur, blev han mig, (ja som) en Løve i Skjul.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13 Han lod komme Pile af sit Kogger i mine Nyrer.
9 Hans Vrede haver sønderrevet (mig), og han hader mig; han skjærer over mig med sine Tænder, min Modstander stirrer med sine Øine imod mig.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
11 Gud overantvordede mig til en Uretfærdig, og lod mig komme i de Ugudeliges Hænder.
12 Jeg var rolig, men han sønderrev mig, og tog fat paa min Nakke og sønderslog mig, og opreiste mig sig til et Maal.
13 Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
14 Han gjorde mig en Sønderrivelse over den anden; han haver løbet imod mig som en vældig (Krigsmand).
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
14 Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
11 Og han optændte sin Vrede imod mig, og agtede mig for sig som sine Fjender.
15 Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
11 Thi han haver løst min Sele og plaget mig, derfor have de kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
14 De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.
10 See, han haver fundet Sag imod mig, (derfor) agter han mig for sin Fjende.
11 Han haver lagt mine Fødder i Stok, han tager vare paa alle mine Stier.
13 Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
7 Det gjør mit Viintræ aldeles øde, og piller Barken af mit Figentræ; det gjør det aldeles bart, og man bortkaster (det, at) dets Qviste blive hvide.
53 De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
2 Herre, min Gud! jeg troer paa dig; frels mig fra alle mine Forfølgere og red mig,
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
13 Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
6 Forstaaer nu, at Gud har forvendt mig, og haver ladet sit Garn omringe mig.
11 sigende: Gud haver forladt ham; forfølger og griber ham, thi der er Ingen, som frier.
13 Mange Øxne have omkringgivet mig, de stærke (Øxne) af Basan have omringet mig.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
17 Thi han sønderknuser mig med en Storm, og gjør mig mange Saar uden Aarsag.
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.