Salmenes bok 71:11
sigende: Gud haver forladt ham; forfølger og griber ham, thi der er Ingen, som frier.
sigende: Gud haver forladt ham; forfølger og griber ham, thi der er Ingen, som frier.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
10Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
12Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig til at hjælpe mig.
13Lad dem beskjæmmes, (ja) fortæres, som staae imod min Sjæl; lad dem iføres med Forhaanelse og Skjændsel, som søge min Ulykke.
1Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
11Gud overantvordede mig til en Uretfærdig, og lod mig komme i de Ugudeliges Hænder.
11Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
2Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
21Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
1Døm mig, O Gud! og udfør min Sag for det umilde Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfrie du mig.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
11Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
4Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.
11Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.
46Men ved den niende Time raabte Jesus med høi Røst og sagde: Eli! Eli! Lama Sabachtani? det er: Min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig?
1Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
2Herre, min Gud! jeg troer paa dig; frels mig fra alle mine Forfølgere og red mig,
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
9Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
10Thi min Fader og min Moder forlode mig, men Herren skal samle mig (til sig).
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
9Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
10Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
5dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag —
20Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
3Frels mig, Gud! ved dit Navn, og skik mig Ret ved din Magt.
34Og ved den niende Time raabte Jesus med høi Røst og sagde: Eloi! Eloi! Lama Sabachtani? det er udlagt: Min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig?
10Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
22Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.
11Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil ledsage mig indtil Edom?
7Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
8Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):
22Hvorfor forfølge I mig, som Gud, og kunne ikke mættes af mit Kjød?
3Fri mig fra dem, som gjøre Uret, og frels mig fra blodgjerrige Mænd.
15Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
4Min Gud! udfri mig af en Ugudeligs Haand, af dens Haand, som gjør Uret, og som undertrykker.
19De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
13Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
16Min Kraft er tørret som et Skaar, og min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig i Dødens Støv.
13De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
42De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
6De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
26Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
3Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
11der er Ingen forstandig; der er Ingen, som søger efter Gud.
13Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
6Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
13Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.