Salmenes bok 71:9
Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
18 Ja ogsaa indtil Alderdom og graae Haar, O Gud! forlad mig ikke, indtil jeg kan kundgjøre din Arm for (denne) Slægt, (ja) din Kraft for hver den, som skal komme.
9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
10 Thi min Fader og min Moder forlode mig, men Herren skal samle mig (til sig).
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
11 sigende: Gud haver forladt ham; forfølger og griber ham, thi der er Ingen, som frier.
12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig til at hjælpe mig.
11 Skjul dit Ansigt fra mine Synder, og udslet alle mine Misgjerninger.
23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
13 Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
8 Jeg vil holde dine Skikke; forlad mig ikke saa saare.
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
2 Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
26 Forsmægter mit Kjød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Deel evindeligen.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
25 Jeg har været ung og er bleven gammel, men jeg haver ikke seet en Retfærdig forladt, eller hans Sæd søge efter Brød.
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
7 Jeg kom min Strængeleg ihu om Natten, jeg talede i mit Hjerte, og min Aand randsagede.
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
8 Lad min Mund fyldes med din Lov, ja den ganske Dag med din Priis.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
11 Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
14 Thi Herren skal ikke overgive sit Folk, og ei forlade sin Arv.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindeligen.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
5 Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
11 Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?