Salmenes bok 22:11
Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 sigende: Gud haver forladt ham; forfølger og griber ham, thi der er Ingen, som frier.
12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig til at hjælpe mig.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
20 Men du, Herre! vær ikke langt borte; min Styrke, skynd dig at hjælpe mig.
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
22 Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
12 Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
9 Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!
10 Du er dog den, som drog mig af (Moders) Liv, som gjorde, at jeg forlod mig (paa dig, der jeg laae) ved min Moders Bryst.
9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
10 Thi min Fader og min Moder forlode mig, men Herren skal samle mig (til sig).
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
1 Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
2 Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
1 Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
22 Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.
12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
17 Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener, thi jeg er angest; skynd dig, bønhør mig.
5 Lad dem frydes og glædes i dig, alle, som søge dig, og lad dem, som elske din Frelse, altid sige: Gud være storligen lovet!
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
12 (Skal) du ei, o Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, o Gud, med vore Hære?
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
11 Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil lede mig indtil Edom?
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
4 Gud! hør min Bøn, vend (dine) Øren til min Munds Tale.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
2 Herre, min Gud! jeg troer paa dig; frels mig fra alle mine Forfølgere og red mig,
17 Lad dem frydes og glædes i dig, alle de, som søge dig; lad dem, som elske din Salighed, altid sige: Herren være storligen lovet.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
9 Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.