Salmenes bok 108:12
(Skal) du ei, o Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, o Gud, med vore Hære?
(Skal) du ei, o Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, o Gud, med vore Hære?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
11Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil lede mig indtil Edom?
12Skal ikke du, O Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, O Gud, med vore Hære?
13Fly os Hjælp af Nød, thi et Menneskes Frelse er Forfængelighed.
1Til Sangmesteren paa Scheminith; Davids Psalme.
11Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil ledsage mig indtil Edom?
17Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
11Og Asa raabte til Herren sin Gud og sagde: Herre! der er ikke (Forskjel) hos dig at hjælpe, enten (hvor der er) megen eller ingen Kraft; hjælp os, Herre, vor Gud! thi vi forlade os fast paa dig, og vi ere komne i dit Navn mod denne Hob; Herre! du er vor Gud, intet Menneske formaaer (Noget) imod dig.
1Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
8Vor Hjælp er i Herrens Navn, som gjorde Himmel og Jord.
11Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
13Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
2Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
12Vor Gud! vil du ikke dømme over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gjøre, men vore Øine (ere vendte) til dig.
9Hjælp os, vor Saligheds Gud! for dit Navns Æres Skyld, og frie os og forlad os vore Synder for dit Navns Skyld.
11sigende: Gud haver forladt ham; forfølger og griber ham, thi der er Ingen, som frier.
12Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig til at hjælpe mig.
23Sandeligen, (det er idel) Bedrageri med Høiene, med den Mængde paa Bjergene; sandeligen, Israels Frelse er i Herren Vor Gud.
6saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
1En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øine til Bjergene, hvorfra der skal komme mig Hjælp.
2Min Hjælp (kommer) fra Herren, som gjorde Himmelen og Jorden.
8Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
6Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
2dersom Herren ikke havde været hos os, der Menneskene opstode imod os,
9Vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke dit Navn evindeligen. Sela.
10Men du haver forkastet (os) og ladet os beskjæmmes, og vil ikke udgaae med vore Hære.
3Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse.
18Lad din Haand være over din høire Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du bekræftede dig.
26Thi vor Sjæl er nedbøiet i Støv, vor Bug hænger ved Jorden.
2Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
10Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
3Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
12Derfor ydmygede han deres Hjerter ved Møie; de stødte an, og der var ingen Hjælper.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.
8Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.
11Udfri mig og red mig af en Fremmeds Børns Haand, hvis Mund taler Forfængelighed, og hvis høire Haand er en falsk høire Haand;
22Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
19De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
20Vor Sjæl bier efter Herren, han er vor Hjælp og vort Skjold.
13Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
4Gud! hør min Bøn, vend (dine) Øren til min Munds Tale.
35og siger: Frels os, vor Saligheds Gud! og samle os og udfri os fra Hedningerne til at takke dit hellige Navn, at berømme os i din Lov.
13De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
13Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
6Ved dig ville vi stange vore Fjender, i dit Navn ville vi undertræde dem, som staae op imod os.
2Du Israels Hyrde! vend dine Øren hid, du, som fører Joseph som Faar; du, som sidder over Cherubim, aabenbar dig herligen.
2Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
40Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.