Salmenes bok 12:1
Til Sangmesteren paa Scheminith; Davids Psalme.
Til Sangmesteren paa Scheminith; Davids Psalme.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12(Skal) du ei, o Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, o Gud, med vore Hære?
11Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil lede mig indtil Edom?
2Frels, Herre! thi en From er borte, thi de Trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.
26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
15Og Sandheden er borte, og den, som viger fra det Onde, bliver berøvet; og Herren saae det, og det var ondt for hans Øine, at der er ingen Ret.
2En Miskundelig er borte af Landet, og der er ikke en Oprigtig iblandt Folket; de, de lure alle efter Blod, jage En den Anden i Garnet.
11Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
21Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
22Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
1Den Retfærdige omkommer, og der er Ingen, som lægger det paa Hjerte, og fromme Folk hensamles, men der er Ingen, som giver Agt (paa), at den Retfærdige hensamles fra det Onde.
12Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig til at hjælpe mig.
1Herre! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; dog maa jeg tale med dig om Rette: Hvorfor er de Ugudeliges Vei lykkelig? alle de, som vare saare troløse, vare trygge.
2Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
1Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
10Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
8Du, Herre! du skal bevare dem, du skal vogte dem fra denne Slægt evindeligen.
11Udfri mig og red mig af en Fremmeds Børns Haand, hvis Mund taler Forfængelighed, og hvis høire Haand er en falsk høire Haand;
3Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse.
16Hvo opstaaer med mig imod de Onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gjøre Uret?
2Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.
3I Menneskens Børn! hvor længe skal min Ære være til Skjændsel? (hvor længe) ville I elske Forfængelighed (og) søge Løgn? Sela.
1En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øine til Bjergene, hvorfra der skal komme mig Hjælp.
2Min Hjælp (kommer) fra Herren, som gjorde Himmelen og Jorden.
49Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
6Thi Herren kjender de Retfærdiges Vei, men de Ugudeliges Vei skal forgaae.
18Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
12Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand! glem ikke de Elendige.
3Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.
19De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
1Til Sangmesteren; paa Machalath; Davids (Psalme), som giver Underviisning.
2En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; de fordærve og gjøre (deres) uretfærdige (Gjerning) vederstyggelig; der er Ingen, som gjør Godt.
9Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
10Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
17Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
27Thi see, de, som holde sig langt borte fra dig, skulle omkomme; du udrydder hver den, som bedriver Hor (og viger af) fra dig.
12Alle ere afvegne, de ere tilsammen blevne uduelige; der er Ingen, som gjør godt, der er end ikke Een.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme), som giver Underviisning;
3De (ere) alle afvegne, de ere stinkende tillige; der er Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.
1Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
11Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
12Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
3Herre! dersom du vil tage vare paa Misgjerninger, Herre! hvo kan (da) bestaae?
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
6Mange Mennesker udraabe hver sin Fromhed, men hvo kan finde en (ret) trofast Mand?
1Døm mig, O Gud! og udfør min Sag for det umilde Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfrie du mig.
3sandelig, Grundvoldene nedbrydes; hvad haver en Retfærdig at gjøre?
123Mine Øine længes efter din Salighed og efter din Retfærdigheds Ord.
9De, de have bøiet sig og ere faldne, men vi, vi staae og ere oprettede.
13Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.