Klagesangene 4:17
Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
19 Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
16 Vort Hoveds Krone er affalden; vee os nu! thi vi have syndet.
17 Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,
1 En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øine til dig, som sidder i Himmelen.
2 See, som Tjeneres Øine (see) til deres Herrers Haand, som en Tjenestepiges Øine til hendes Frues Haand, saa (see) vore Øine til Herren vor Gud, indtil han vorder os naadig.
3 Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
23 Sandeligen, (det er idel) Bedrageri med Høiene, med den Mængde paa Bjergene; sandeligen, Israels Frelse er i Herren Vor Gud.
24 Og Beskjæmmelse haver fortæret vore Fædres Arbeide fra vor Ungdom af, deres Smaaqvæg og deres store Qvæg, deres Sønner og deres Døttre.
12 (Skal) du ei, o Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, o Gud, med vore Hære?
12 Vor Gud! vil du ikke dømme over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gjøre, men vore Øine (ere vendte) til dig.
11 Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil lede mig indtil Edom?
9 Derfor er Retten langt fra os, og Retfærdighed naaede ikke til os; vi forventede Lyset, og see, (her er) Mørke, (vi ventede idel) Skin, og see, vi vandre i (idel) Mørkhed.
10 Vi føle os for som de Blinde efter en Væg, ja, vi føle os for som de, der have ingen Øine; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere i stinkende Steder som de Døde.
11 Vi brumme allesammen som Bjørnene, og kurre ideligen som Duerne; vi bie efter Retten, (og den er der) ikke, efter Saligheden, og den er langt borte fra os.
15 Bi efter Fred, og det skal ikke (vorde) godt, efter Lægedoms Tid, og see, Forfærdelse (kommer).
2 Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
17 for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskeligen imod din Pagt.
8 Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.
123 Mine Øine længes efter din Salighed og efter din Retfærdigheds Ord.
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
20 Herre! vi kjende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgjerning; thi vi have syndet imod dig.
20 Vor Sjæl bier efter Herren, han er vor Hjælp og vort Skjold.
9 Vi see ikke vore Tegn; der er ingen Prophet ydermere, og Ingen hos os, som veed, hvorlænge (det skal vare).
42 De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
4 Vi maae drikke vort Vand for Penge, vore Træer komme (til os) for (Penges) Værd.
5 Vi lide Forfølgelse paa vor Hals, vi arbeide, og vi have ikke Hvile.
82 Mine Øine forsmægtede for dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
20 Høsten er forbi, Sommeren er endt, og vi, vi ere ikke frelste.
14 Derfor haver Herren været aarvaagen med det Onde, og ladet det komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gjerninger, som han gjorde, efterdi vi ikke hørte hans Røst.
18 og (at) de skynde sig og opløfte Røsten med Klage over os, at vore Øine kunne rinde med Graad, og vore Øienlaage flyde med Vand.
19 Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
9 Thi see, vore Fædre ere faldne ved Sværdet, tilmed ere vore Sønner og vore Døttre og vore Hustruer (bortførte) i Fængsel for denne (Sags) Skyld.
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
11 I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
15 Herre, Israels Gud! du er retfærdig, thi vi ere overblevne, (nogle) Undkomne, som det sees paa denne Dag; see, vi ere for dit Ansigt i vor Skyld, thi derfor kan Ingen bestaae for dit Ansigt.
16 Herrens Ansigt haver adspredt dem, han skal ikke see til dem mere; de ansaae ikke Præsternes Person, de vare ikke naadige imod de Gamle.
8 O Israels Forhaabning, hans Frelse i Nøds Tid! hvorfor vil du være som en Fremmed udi Landet og som en Veifarende, der (kun) bøier sig ned (et Sted) for at blive (der) om Natten?
1 Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
7 Fra vore Fædres Dage af have vi været i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgjerningers Skyld ere vi, (ja) vi, vore Konger, vore Præster, givne i Kongernes Haand i Landene, i Sværd, i Fængsel og i Rov og i (vore) Ansigters Skam, som det sees paa denne Dag.
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
6 Og den, som boer paa denne Ø, skal sige paa den samme Dag: See, (saa er det gaaet) den, som vi saae til, der, hvor vi flyede hen om Hjælp til at fries fra Kongen af Assyrien, og vi, hvorledes skulle vi undkomme?
24 Vi have hørt Rygte derom, vore Hænder ere nedsjunkne; Angest haver betaget os, (ja) Smerte, som hendes, der føder.
23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
9 Men vi bade til vor Gud, og vi stillede Vagt imod dem Dag og Nat for deres Skyld.
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
50 indtil Herren seer ned og seer af Himmelen.