Klagesangene 5:1
Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Vor Arv er vendt til Fremmede, vore Huse til Udlændinge.
3 Vi ere faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
50 Herre! hvor ere dine forrige Miskundheder, som du svoer David i din Sandhed?
8 Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.
51 Vi vare beskjæmmede, thi vi maatte høre Forhaanelse; Skjændsel skjulte vore Ansigter, thi Fremmede kom over Herrens Huses Helligdomme.
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
21 Herre! omvend os til dig, at vi maae omvendes, forny vore Dage (som) af gammel Tid!
22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
3 Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
15 Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
20 Herre! vi kjende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgjerning; thi vi have syndet imod dig.
21 (Men) foragt (os) ikke for dit Navns Skyld, agt ikke ringe din Herligheds Throne, kom ihu, at du ikke gjør din Pagt til Intet med os!
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
17 for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
18 Kom dette ihu: Fjenden forhaanede Herren, og et daarligt Folk foragtede dit Navn.
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
1 En Sang paa Trapperne. Herre! kom David ihu og alle hans Elendigheder,
11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
16 Vort Hoveds Krone er affalden; vee os nu! thi vi have syndet.
17 Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,
13 Ligesom skrevet er i Mose Lov, (saa) er alt dette Onde kommet over os; og vi have ikke (ydmygeligen) bedet for Herrens vor Guds Ansigt, saa at vi omvendte os fra vore Misgjerninger og forstode din Sandhed.
14 Derfor haver Herren været aarvaagen med det Onde, og ladet det komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gjerninger, som han gjorde, efterdi vi ikke hørte hans Røst.
15 Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.
16 Herre! lad nu din Vrede og din Grumhed vende tilbage, efter alle dine Retfærdigheder, fra din Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgjerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, (som ere) trindt omkring os.
4 Hør, vor Gud! at vi ere foragtede, og vend deres Forsmædelse tilbage paa deres Hoved, og giv dem til Rov i Fængsels Land.
9 Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
4 Herre! kom mig ihu efter din Velbehagelighed til dit Folk, besøg mig med din Salighed,
12 Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmædelse, hvormed de forhaanede dig, Herre!
7 Herre! dig hører Retfærdighed til, men os (vort) Ansigts Blusel, som (det er) paa denne Dag, (nemlig) hver i Juda, og dem, som boe i Jerusalem, og al Israel, de, som ere nær, og de langt borte, i alle Landene, der hvor du haver fordrevet dem hen for deres Forgribelses Skyld, med hvilken de have forgrebet sig imod dig.
8 Herre! os hører (vort) Ansigts Blusel til, vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig.
6 Herre! kom dine Barmhjertigheder og dine Miskundheder ihu; thi de have (været af) Evighed.
7 Kom ikke mine Ungdoms Synder eller mine Overtrædelser ihu; (men) kom du mig ihu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre!
5 Og nu, saa sagde den Herre Zebaoth: Sætter eders Hjerte til eders Veie.
45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
13 Og efter alt det, som er kommet over os for vore de onde Gjerninger og for vor store Skyld, da haver du, vor Gud, sparet, (og straffet os) mindre, end vor Misgjerning (har fortjent), og givet os en Redning, som denne er.
22 Gud! gjør dig rede, udfør din Sag, kom din Forhaanelse ihu, (som dig skeer) den ganske Dag af en Daare.
7 Fra vore Fædres Dage af have vi været i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgjerningers Skyld ere vi, (ja) vi, vore Konger, vore Præster, givne i Kongernes Haand i Landene, i Sværd, i Fængsel og i Rov og i (vore) Ansigters Skam, som det sees paa denne Dag.
13 Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
13 Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
20 enddog du haver sønderstødt os i Dragers Sted, og skjult os med Dødens Skygge.
9 Dens Ureenhed var paa dens Sømme, den kom ikke sit Yderste ihu, og den er nedfaren i underlige (Maader, der er) Ingen, som trøster den; Herre! see min Elendighed, thi Fjenden gjorde sig stor.
11 Alt dens Folk sukker og søger efter Brød, de give deres ønskelige Ting for Mad, at vederqvæge (deres) Sjæl; see, Herre! og sku, at jeg er ringe (agtet)!
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
12 Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder svare imod os; thi vore Overtrædelser ere hos os, og vi kjende vore Misgjerninger,
8 Kommer dette ihu og værer mandige; I Overtrædere! lægger det paa Hjerte.
20 Kundgjører dette i Jakobs Huus, og lader det høres i Juda, saa der siges:
6 Thi vore Fædre have forgrebet sig og gjort det Onde for Herrens vor Guds Øine, og forladt ham og vendt deres Ansigt omkring fra Herrens Tabernakel, og vendt Ryggen (dertil).