Salmene 79:8
Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.
Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Hjælp os, vor Saligheds Gud! for dit Navns Æres Skyld, og frie os og forlad os vore Synder for dit Navns Skyld.
6 Herre! kom dine Barmhjertigheder og dine Miskundheder ihu; thi de have (været af) Evighed.
7 Kom ikke mine Ungdoms Synder eller mine Overtrædelser ihu; (men) kom du mig ihu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre!
9 Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
1 Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
23 han, som kom os ihu, der vi vare nedtrykte, thi hans Miskundhed er evindelig,
20 Herre! vi kjende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgjerning; thi vi have syndet imod dig.
21 (Men) foragt (os) ikke for dit Navns Skyld, agt ikke ringe din Herligheds Throne, kom ihu, at du ikke gjør din Pagt til Intet med os!
8 Herre! os hører (vort) Ansigts Blusel til, vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig.
9 Hos Herren vor Gud ere Barmhjertigheder og Forladelser, endskjøndt vi have været gjenstridige imod ham,
3 Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
7 Vil du ikke gjøre os levende igjen, at dit Folk maa glæde sig i dig?
15 Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.
16 Herre! lad nu din Vrede og din Grumhed vende tilbage, efter alle dine Retfærdigheder, fra din Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgjerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, (som ere) trindt omkring os.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme;
18 Lad din Haand være over din høire Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du bekræftede dig.
8 Du sætter vore Misgjerninger for dig, vor skjulte (Synd) for dit Ansigts Lys.
13 Og efter alt det, som er kommet over os for vore de onde Gjerninger og for vor store Skyld, da haver du, vor Gud, sparet, (og straffet os) mindre, end vor Misgjerning (har fortjent), og givet os en Redning, som denne er.
7 Om vore Misgjerninger have svaret imod os, Herre! (da) gjør det (dog) for dit Navns Skyld; thi vore Afvendelser ere store, imod dig have vi syndet.
3 Du, som hører Bønnen, hen til dig skal alt Kjød komme.
50 og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig, og alle deres Overtrædelser, med hvilke de have overtraadt imod dig, og give dem Barmhjertigheder for deres Ansigt, som holde dem fangne, at de skulle forbarme sig over dem;
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
21 Herre! omvend os til dig, at vi maae omvendes, forny vore Dage (som) af gammel Tid!
12 Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder svare imod os; thi vore Overtrædelser ere hos os, og vi kjende vore Misgjerninger,
17 for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
9 Rens mig af Synd med Isop, saa bliver jeg reen; to mig, saa bliver jeg hvidere end Snee.
18 Bøi dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øine og see vore Ødelæggelser og Staden, som er kaldet efter dit Navn; thi vi lade vore (ydmyge) Begjæringer falde for dit Ansigt ikke for vore Retfærdigheders Skyld, men for dine store Barmhjertigheders Skyld.
8 Skal da Herren bortkaste i Evighederne, og ikke blive ved at have Behagelighed (til mig) ydermere?
9 Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
4 Herre! kom mig ihu efter din Velbehagelighed til dit Folk, besøg mig med din Salighed,
13 Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
14 Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.
32 Og nu, vor Gud! du store, mægtige og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møie være ringe agtet for dit Ansigt, som haver rammet os, vore Konger, vore Fyrster og vore Præster og vore Propheter og vore Fædre og dit ganske Folk, fra Kongerne af Assyriens Dage af indtil denne Dag.
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
27 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Jakob ihu; vend ikke dit Ansigt til dette Folks Haardhed, og til dets Ugudelighed og til dets Synd;
17 Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
5 Men vi vare, vi alle, som de Urene, og alle vore Retfærdigheder som et besmittet Klædebon; og vi faldt alle af som et Blad, og vor Misgjerning førte os bort som et Veir.
11 For dit Navns Skyld, Herre! forlad (mig) dog min Misgjerning, thi den er stor.
4 Du bortsamlede al din Grumhed, du vendte om fra din grumme Vrede.
22 Det er Herrens (megen) Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertigheder have ingen Ende.
19 Kjære, forlad dette Folks Misgjerning efter din store Miskundhed, og ligesom du haver tilgivet dette Folk, fra Ægypten og hidindtil.
14 Hans Fædres Misgjerning skal ihukommes for Herren, og hans Moders Synd ikke udslettes.
15 De skulle være altid for Herren, og han skal udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
18 Hvo er en Gud som du, som borttager Misgjerning, og som gaaer Overtrædelse forbi, for det Overblevne af hans Arv? som ikke holder fast ved sin Vrede evindeligen, fordi han haver Lyst til Miskundhed.
47 og de tage det igjen til Hjerte i Landet, hvorudi de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Land, som have taget dem fangne, og sige: Vi have syndet og handlet ilde, vi have været ugudelige,
10 Han gjør ikke med os efter vore Synder, og betaler os ei efter vore Misgjerninger.
3 Opvæk din Magt for Ephraim og Benjamin og Manasse, og kom os til Frelse.
7 Thi man haver ædet Jakob, og de have ødelagt hans Bolig.
45 Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed.