Salmenes bok 89:50
Herre! hvor ere dine forrige Miskundheder, som du svoer David i din Sandhed?
Herre! hvor ere dine forrige Miskundheder, som du svoer David i din Sandhed?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
51 Herre! kom din Tjeners Forsmædelse ihu, som jeg bærer i min Barm, (af) alle store Folk,
1 Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
18 Kom dette ihu: Fjenden forhaanede Herren, og et daarligt Folk foragtede dit Navn.
7 Lad dem ikke beskjæmmes ved mig, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! lad dem ikke blive forhaanede formedelst mig, som søge dig, Israels Gud!
15 Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
19 Hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den; forløs mig for mine Fjenders Skyld.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre, og (som) en Udlænding for min Moders Børn.
10 Thi Nidkjærhed for dit Huus haver ædet mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
1 En Sang paa Trapperne. Herre! kom David ihu og alle hans Elendigheder,
12 Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmædelse, hvormed de forhaanede dig, Herre!
22 Vælt af fra mig Forhaanelse og Foragtelse, thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.
15 Du gjør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet (ad os) iblandt Folkene.
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
22 Gud! gjør dig rede, udfør din Sag, kom din Forhaanelse ihu, (som dig skeer) den ganske Dag af en Daare.
10 Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?
8 Og nu, Herre! hvad haver jeg biet efter? Min Forventelse er til dig.
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
41 Du sønderrev alle hans Mure, du satte hans Befæstninger til en Forskrækkelse.
49 Kom det Ord ihu til din Tjener, paa hvilket du lod mig haabe.
61 Herre! du hørte deres Forhaanelse, alle deres Tanker over mig,
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
8 Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.
3 Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
141 Jeg er liden og foragtet, men jeg glemmer ikke dine Befalinger.
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
4 Herre! kom mig ihu efter din Velbehagelighed til dit Folk, besøg mig med din Salighed,
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
39 Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for, thi dine Domme ere gode.
13 Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
20 Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.
25 Og jeg, jeg maa være deres Spot; (naar) de see mig, da ryste de deres Hoved.
10 Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
6 Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
7 Hører mig, I, som kjende Retfærdighed, du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for et Menneskes Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser.
42 Og jeg vil svare den, som forhaaner mig for nogen Ting, at jeg haver forladt mig paa dit Ord.
19 Og han sagde til Kongen: Min Herre, tilregn mig ikke den Misgjerning, og kom ikke ihu, hvad din Tjener handlede ilde paa den Dag, da min Herre Kongen gik ud af Jerusalem, at Kongen skulde lægge det paa sit Hjerte.
11 Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
8 Kommer dette ihu og værer mandige; I Overtrædere! lægger det paa Hjerte.
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
42 Herre Gud! forskyd ikke den Salvedes Ansigt, kom de Miskundheder ihu mod David, din Tjener!
9 Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.