Salmenes bok 69:9
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre, og (som) en Udlænding for min Moders Børn.
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre, og (som) en Udlænding for min Moders Børn.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Thi Nidkjærhed for dit Huus haver ædet mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11Og jeg græd med min Sjæls Fasten, men det blev mig til Forhaanelser.
12Og jeg brugte en Sæk til mit Kledebon, men jeg var dem til et Ordsprog.
6Gud! du, du veed min Daarlighed, og al min Skyld er ikke dulgt for dig.
7Lad dem ikke beskjæmmes ved mig, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! lad dem ikke blive forhaanede formedelst mig, som søge dig, Israels Gud!
8Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skjændsel haver skjult mit Ansigt.
17Men hans Disciple kom ihu, at der er skrevet: Nidkjærhed for dit Huus haver fortæret mig.
17Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
18Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener, thi jeg er angest; skynd dig, bønhør mig.
19Hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den; forløs mig for mine Fjenders Skyld.
20Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
21Forhaanelse brød mit Hjerte, og jeg er svag; og jeg ventede efter, at Nogen skulde ynkes (derover), men der var Ingen, og efter Trøstere, men jeg fandt ikke (nogen).
139Min Nidkjærhed havde nær udryddet mig, thi mine Modstandere havde glemt dine Ord.
50Herre! hvor ere dine forrige Miskundheder, som du svoer David i din Sandhed?
51Herre! kom din Tjeners Forsmædelse ihu, som jeg bærer i min Barm, (af) alle store Folk,
8Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
9Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig.
10Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
22Vælt af fra mig Forhaanelse og Foragtelse, thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.
25Og jeg, jeg maa være deres Spot; (naar) de see mig, da ryste de deres Hoved.
3Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
4Jeg er bleven træt af det, jeg haver raabt, min Strube er hæs; mine Øine ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
11Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
3I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
16Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
13Lad dem beskjæmmes, (ja) fortæres, som staae imod min Sjæl; lad dem iføres med Forhaanelse og Skjændsel, som søge min Ulykke.
9Hans Vrede haver sønderrevet (mig), og han hader mig; han skjærer over mig med sine Tænder, min Modstander stirrer med sine Øine imod mig.
10De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
15Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
16Dine Ord ere fundne, og jeg haver ædet dem, og dit Ord var mig til Fryd og til mit Hjertes Glæde; thi jeg er kaldet efter dit Navn, Herre, Gud Zebaoth!
17Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Bespottere eller frydede mig (med dem); jeg sad alene for din Haands Skyld, thi du haver fyldt mig med Harm.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
18Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
19Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
26Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
10Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
4Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
42Og jeg vil svare den, som forhaaner mig for nogen Ting, at jeg haver forladt mig paa dit Ord.
15De, som boe (hos mig) i mit Huus, og mine Tjenestepiger agte mig som en Fremmed; jeg er (som) en Udlænding for deres Øine.
8Thi naar jeg taler, maa jeg skrige (og) raabe om Vold og Ødelæggelse; thi Herrens Ord er blevet mig til Forhaanelse og Haanhed den ganske Dag.
6Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
11Herre! vil du holde dig rolig ved disse Ting? vil du tie og fortrykke os saa saare?
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
12Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmædelse, hvormed de forhaanede dig, Herre!
15Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
22Hvorfor forfølge I mig, som Gud, og kunne ikke mættes af mit Kjød?
14Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
41Du sønderrev alle hans Mure, du satte hans Befæstninger til en Forskrækkelse.
22Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.