Salmene 89:41
Du sønderrev alle hans Mure, du satte hans Befæstninger til en Forskrækkelse.
Du sønderrev alle hans Mure, du satte hans Befæstninger til en Forskrækkelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
39 Men du, du forkastede og foragtede (ham), du var fortørnet paa din Salvede.
40 Du gjorde din Tjeners Pagt til Intet, du vanhelligede hans Krone til Jorden.
42 Alle, som gik forbi paa Veien, røvede ham; han var sine Naboer en Forsmædelse.
43 Du ophøiede hans Modstanderes høire Haand, du glædede alle hans Fjender.
44 Ja, du omvendte hans skarpe Sværd, og lod ham ikke bestaae i Krigen.
45 Du lod hans Reenhed ophøre, og kastede hans Throne ned til Jorden.
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
13 Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
14 Du gjør os til Skjændsel for vore Naboer, til Bespottelse og Haanhed for dem, (som ere) trindt omkring os.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
50 Herre! hvor ere dine forrige Miskundheder, som du svoer David i din Sandhed?
51 Herre! kom din Tjeners Forsmædelse ihu, som jeg bærer i min Barm, (af) alle store Folk,
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
10 Og hans Børn skulle vanke ustadige hid og did og tigge, og søge (efter deres Nødtørft) fra deres øde Stæder.
11 Aagerkarlen skal besnære alt det, han haver, og Fremmede skulle røve hans Arbeide.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
14 Og jeg vil gjøre dig til et øde (Sted) og til Forhaanelse iblandt Hedningerne, som ere trindt omkring dig, for hvers Øine, som gaaer forbi.
5 Og Folket skal trænges, den Ene (skal være) imod den Anden, og hver imod sin Næste; de (skulle være) stolte, den Unge imod den Gamle, og den Ringeagtede imod den Ærede.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
8 De banede Veie ere øde, den, som Pleier at gaae fremad Stien, maa lade blive; han haver brudt Pagten, forkastet Stæderne, ikke agtet et Menneske.
16 Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Green afskjæres.
17 Hans Ihukommelse skal omkomme af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
18 De skulle udstøde ham fra Lys til Mørke, og bortstøde ham fra Jorderige.
16 for at gjøre deres Land til en Forskrækkelse, til evige Hvidsler; hver, som gaaer der frem, skal forskrækkes og ryste med sit Hoved.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
40 Han udøste Foragt paa Fyrsterne, og lod dem fare vild i det Øde, (hvor) ingen Vei er.
9 den, som vederqvæger sig ved Ødelæggelse over den Stærke, at Ødelæggelsen kommer over Befæstningen.
10 De hade den, som straffer (dem) i Porten, og have Vederstyggelighed til den, som taler fuldkommeligen.
12 og Fremmede, (som ere) forfærdelige iblandt Hedningerne, skulle udrydde ham, og (saa) forlade ham; paa Bjergene og i alle Dalene skulle hans Grene falde, og hans (skjønne) Grene skulle sønderbrydes ved alle Strømmene i Landet, og alle Folk paa Jorden skulle drage ned fra hans Skygge og forlade ham;
15 De klappede over dig med Hænderne, Alle, som gik forbi ad Veien, de hvidslede og rystede deres Hoved over Jerusalems Datter: Mon denne være den Stad, hvilken man sagde at være heel deilig, alt Landets Glæde?
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
5 Baade de, som ere nær, og de, som ere langt fra dig, skulle bespotte dig, du, som er besmittet af Navnet, (hos hvem der er) megen Forstyrring.
10 Thi jeg, jeg haver blottet Esau, aabenbaret hans lønlige (Stæder), og han kan ikke skjule sig; hans Sæd er ødelagt, og hans Brødre og hans Naboer, og der er Ingen (igjen).
12 Det udbredte sine Grene til Havet, og sine unge Qviste til Floden.
39 Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede paa deres Hoveder og sagde:
17 Og Edom skal blive til en Forskrækkelse; hver, som gaaer frem for den, skal forskrækkes og hvidsle over alle dens Plager.
23 Man skal klappe med sine Hænder over ham, og hvisle over ham fra hans Sted.
12 Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmædelse, hvormed de forhaanede dig, Herre!
30 Han kan lade sig slaae paa Kindbenet, han kan mættes med Forhaanelse.
19 Hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den; forløs mig for mine Fjenders Skyld.
7 Alle den Armes Brødre hade ham, ja hans Venner holde sig og langt fra ham; han forfølger dem (vel) med Ord, (men) de (hjælpe) ikke.
23 Thi Herren skal udføre deres Sag, og berøve deres Sjæl, som berøve dem.
14 Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
26 Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
21 som holde et Menneske for en Synder for Ordets Skyld, og stille Snarer for den, som straffer i Porten, og fordrive den Retfærdige i det Øde.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
3 Han er aleneste min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, at jeg skal ikke rokkes meget.
10 Og det skal bespotte Kongerne og lee ad Fyrsterne; det skal lee ad Befæstning, og sanke Jord tilhobe og indtage den.
7 Og dersom En (af dem) kommer at see (mig), taler han Falskhed, hans Hjerte samler sig Uret (tilsammen); gaaer han ud udenfor, da taler han (derom).
19 Der er ingen Lindring for din Forstyrrelse, din Plage er (heel) svag; Alle, som hørte Tidende om dig, klappede med Hænderne over dig; thi over hvem er ikke din Ondskab stedse overgaaen?