Klagesangene 3:14
Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
15 Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
9 Men nu er jeg bleven deres Strængeleg, og maa være dem til Snak.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte i mit Ansigt.
6 Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
9 Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig.
7 Herre! du haver overtalet mig, og jeg lod mig overtale, du haver været mig (for) stærk og haver faaet Overhaand; jeg er den ganske Dag til Latter, hver af dem spotter mig.
8 Thi naar jeg taler, maa jeg skrige (og) raabe om Vold og Ødelæggelse; thi Herrens Ord er blevet mig til Forhaanelse og Haanhed den ganske Dag.
11 Og jeg græd med min Sjæls Fasten, men det blev mig til Forhaanelser.
12 Og jeg brugte en Sæk til mit Kledebon, men jeg var dem til et Ordsprog.
14 efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
25 Og jeg, jeg maa være deres Spot; (naar) de see mig, da ryste de deres Hoved.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13 Han lod komme Pile af sit Kogger i mine Nyrer.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
5 Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
16 Iblandt Øienskalke, som bespotte for en Kages Skyld, skare de med deres Tænder over mig.
13 Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
14 Du gjør os til Skjændsel for vore Naboer, til Bespottelse og Haanhed for dem, (som ere) trindt omkring os.
15 Du gjør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet (ad os) iblandt Folkene.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
12 Jeg var rolig, men han sønderrev mig, og tog fat paa min Nakke og sønderslog mig, og opreiste mig sig til et Maal.
13 Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
18 Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
5 I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig?
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
21 Forhaanelse brød mit Hjerte, og jeg er svag; og jeg ventede efter, at Nogen skulde ynkes (derover), men der var Ingen, og efter Trøstere, men jeg fandt ikke (nogen).
17 Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Bespottere eller frydede mig (med dem); jeg sad alene for din Haands Skyld, thi du haver fyldt mig med Harm.
4 Jeg er (som den, der er) til en Latter for sin Ven, som raaber til Gud, og han skal svare ham; en Retfærdig, en Fuldkommen er til Latter.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
10 Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
2 Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
1 Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
19 Kom min Elendighed og min Forfølgelse ihu, (ja) Malurt og Galde.
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret