Salmenes bok 143:4

Original Norsk Bibel 1866

Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Sal 77:3 : 3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
  • Sal 142:3 : 3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
  • Luk 22:44 : 44 Og der han stred hart (med Dødsangest), bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden.
  • Sal 102:1 : 1 En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
  • Sal 102:3-4 : 3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig. 4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
  • Sal 119:81-83 : 81 Min Sjæl længes efter din Salighed; jeg haaber paa dit Ord. 82 Mine Øine forsmægtede for dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig? 83 Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; (dog) glemte jeg ikke dine Skikke.
  • Sal 124:4 : 4 da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
  • Job 6:27 : 27 Ja, I overfalde den Faderløse, og grave (en Grav) imod eders Næste.
  • Sal 25:16 : 16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
  • Sal 55:5 : 5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
  • Sal 61:2 : 2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.

  • 4for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.

  • 81%

    3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.

    4Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.

  • 16Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.

  • 80%

    14De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.

    15Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.

  • 79%

    4Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.

    5Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.

  • 10Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.

  • 11Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.

  • 18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.

  • 20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.

  • 78%

    9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).

    10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.

  • 21Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,

  • 8Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.

  • 13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.

  • 7Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.

  • 6Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.

  • 4Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse.

  • 77%

    5Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.

    6Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og bruser over mig? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham; (thi der er) megen Frelse for hans Ansigt.

    7Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.

  • 1Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.

  • 2Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?

  • 20Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.

  • 12Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.

  • 77%

    17Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.

    18Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.

  • 22Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.

  • 7Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.

  • 3Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

  • 76%

    3Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.

    4Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.

  • 1Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

  • 16Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.

  • 16Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.

  • 6Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.

  • 12For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.

  • 11Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.

  • 3Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.

  • 1Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.

  • 4Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.

  • 7Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.

  • 16Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,

  • 4Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.

  • 53De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.

  • 15Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.

  • 17Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.