Jobs bok 17:11
Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 De gjøre Nat til Dag, (at jeg kan ikke sove,) og Lyset er nær (ved at vige) for Mørkets Skyld.
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
10 Nu dog, omvender eder alle, og kommer, Kjære! thi jeg finder ikke en Viis iblandt eder.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
21 for jeg gaaer bort og kommer ikke tilbage, (bort) til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11 Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
13 Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke seet det Gode.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
16 Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
18 Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
10 Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
12 For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
20 Mit Paulun er forstyrret, og alle mine Snorer ere sønderslidte; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; Ingen udslaaer ydermere mit Paulun eller ophænger mine Gardiner.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
20 Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
22 Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
5 Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
2 Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
15 Kroget kunde ikke vorde ret, og Brøst kunde ikke tælles.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.