Job 19:10
Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
11 Og han optændte sin Vrede imod mig, og agtede mig for sig som sine Fjender.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
18 Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
7 Det gjør mit Viintræ aldeles øde, og piller Barken af mit Figentræ; det gjør det aldeles bart, og man bortkaster (det, at) dets Qviste blive hvide.
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
20 Mit Paulun er forstyrret, og alle mine Snorer ere sønderslidte; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; Ingen udslaaer ydermere mit Paulun eller ophænger mine Gardiner.
12 Jeg var rolig, men han sønderrev mig, og tog fat paa min Nakke og sønderslog mig, og opreiste mig sig til et Maal.
13 Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
14 Han gjorde mig en Sønderrivelse over den anden; han haver løbet imod mig som en vældig (Krigsmand).
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
6 Forstaaer nu, at Gud har forvendt mig, og haver ladet sit Garn omringe mig.
13 Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
16 Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Green afskjæres.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
11 da haver jeg givet ham i en Mægtigs Haand iblandt Hedningerne; han skal handle (efter sin Villie) med ham, jeg haver uddrevet ham for hans Ugudelighed;
12 og Fremmede, (som ere) forfærdelige iblandt Hedningerne, skulle udrydde ham, og (saa) forlade ham; paa Bjergene og i alle Dalene skulle hans Grene falde, og hans (skjønne) Grene skulle sønderbrydes ved alle Strømmene i Landet, og alle Folk paa Jorden skulle drage ned fra hans Skygge og forlade ham;
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
5 Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.
9 Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
19 Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.
23 Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.
40 Du gjorde din Tjeners Pagt til Intet, du vanhelligede hans Krone til Jorden.
12 For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.
23 Jeg gaaer bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver udstødt som en Græshoppe.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
19 Jeg skulde have været, som jeg ikke havde været til, været ført til Graven af Moders Liv.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
9 Hans Vrede haver sønderrevet (mig), og han hader mig; han skjærer over mig med sine Tænder, min Modstander stirrer med sine Øine imod mig.
19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
7 Thi et Træ haver Haab, naar det er afhugget, og det kan endnu omskiftes, og dets (unge) Qvist skal ikke lade af.
17 Thi han sønderknuser mig med en Storm, og gjør mig mange Saar uden Aarsag.