Salmenes bok 39:10
Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.
2 Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig (ikke) i din Grumhed.
11 Borttag din Plage fra mig; (thi) jeg, jeg er (næsten) aldeles udryddet ved din Haands Slag.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
8 Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
21 Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
8 Og nu, Herre! hvad haver jeg biet efter? Min Forventelse er til dig.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til en Daares Spot.
11 Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
13 Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
24 Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
16 og den Pode, som din høire Haand plantede, og den Søn, som du bekræftede dig.
17 Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
10 Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
1 Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
4 Thi din Haand blev Dag og Nat svar paa mig, saa at min Saft blev forvandlet til Sommerens Tørheder. Sela.
11 Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
2 Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
34 Han borttage sit Riis fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
22 da falde min Skulder fra Skulderbladet, og min Arm sønderbrydes fra Armpiben.
23 Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
7 Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
9 Rens mig af Synd med Isop, saa bliver jeg reen; to mig, saa bliver jeg hvidere end Snee.
14 efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
19 Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.