Job 19:21
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
20 Mine Been hænge ved min Hud og ved mit Kjød, og (neppe) er jeg undkommen med mine Tænders Hud.
22 Hvorfor forfølge I mig, som Gud, og kunne ikke mættes af mit Kjød?
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
21 Ak! kunde en Mand gaae irette med Gud, som et Menneskes Barn med sin Næste!
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
14 Den, som bortvender Miskundhed fra sin Ven, forlader den Almægtiges Frygt.
18 Ved (Sygdommens) megen Kraft forvender sig mit Klædebon; han omgjordede mig (med) Smerte, som Kraven paa min Kjortel.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
11 Mit Hjerte slaaer heftigt, min Kraft haver forladt mig, og mine Øines Lys, (ja) ogsaa det er ikke hos mig.
13 Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
14 Mine Nærmeste lode af (at komme til mig), og mine Kyndinge glemte mig.
21 Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
2 O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
1 Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
16 Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
6 Forstaaer nu, at Gud har forvendt mig, og haver ladet sit Garn omringe mig.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
11 Og han optændte sin Vrede imod mig, og agtede mig for sig som sine Fjender.
22 da falde min Skulder fra Skulderbladet, og min Arm sønderbrydes fra Armpiben.
26 Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
27 hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
20 Haver jeg syndet, hvad skal jeg (da) gjøre dig, du Menneskens Vogter? hvorfor haver du sat mig dig til Stød, at jeg er mig selv til en Byrde?
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.