Salmenes bok 6:2
O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
4 Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —
3 Herren skal bevare ham og holde ham ved Live; han skal blive lyksalig paa Jorden, og du skal ikke give ham i hans Fjenders Villie.
4 Herren skal opholde ham paa (hans) Sygeseng; du omvender alt hans Leie i hans Sygdom.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
7 Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
14 Herre! læg mig, saa læges jeg, frels mig, saa frelses jeg; thi du er min Roes.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.
2 Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig (ikke) i din Grumhed.
3 Thi dine Pile ere dybt nedtrykkede i mig, og din Haand nedtrykker mig dybt.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
8 See du haver Lyst til Sandhed i inderste (Hjerte), og du lader mig forstaae Viisdom i Løndom.
11 Herre! hold mig i Live for dit Navns Skyld, udfør min Sjæl af Nød for din Retfærdigheds Skyld.
4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
5 Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig.
6 Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
13 Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
3 Herre! vær mig naadig, thi til dig raaber jeg den ganske Dag.
7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme;
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
107 Jeg er saare plaget; Herre! hold mig i Live efter dit Ord.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ei heller det Dybe sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
28 Min Sjæl flyder hen for Bedrøvelse; opreis mig efter dit Ord.
76 Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.
2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.