Salmenes bok 25:16
Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
18 See min Elendighed og min Møie, og forlad (mig) alle mine Synder.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ei heller det Dybe sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig.
17 Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
21 Men du, Herre Herre! handle med mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; giv din Tjener din Styrke og frels din Tjenesteqvindes Søn.
15 Mine Øine ere stedse til Herren; thi han, han skal uddrage mine Fødder af Garnet.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
132 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig, eftersom du pleier imod dem, der elske dit Navn.
2 O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
16 Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som mig forfølge.
7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
8 Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
4 Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —
12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
3 Herre! vær mig naadig, thi til dig raaber jeg den ganske Dag.
2 Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
58 Jeg bad ydmygeligen for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord.
9 Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
11 Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
76 Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.