Salmenes bok 88:9
Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud.
Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
2 Herre, min Saligheds Gud! jeg haver raabt om Dagen, (ja) om Natten for dig.
3 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
7 Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder.
8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
13 Skal din underlige Gjerning kjendes i Mørket, eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
15 Hvorfor forkaster du, Herre! min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
3 Herre! vær mig naadig, thi til dig raaber jeg den ganske Dag.
15 Mine Øine ere stedse til Herren; thi han, han skal uddrage mine Fødder af Garnet.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
6 Jeg udbredte mine Hænder til dig, min Sjæl er for dig som et vansmægtende Land. Sela.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
2 Hør mine (ydmyge) Begjæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Chor.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
82 Mine Øine forsmægtede for dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
9 Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
14 Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
2 Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
1 Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
2 Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.
49 Mit Øie flød og kunde ikke holde stille, (fordi der er) ingen Afladelse,
8 Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.