Klagesangene 3:49
Mit Øie flød og kunde ikke holde stille, (fordi der er) ingen Afladelse,
Mit Øie flød og kunde ikke holde stille, (fordi der er) ingen Afladelse,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
48 Mit Øie randt med Vandbække over mit Folks Datters Forstyrrelse.
50 indtil Herren seer ned og seer af Himmelen.
51 Mit Øie handlede (ilde) med mit Liv for alle min Stads Døttres Skyld.
18 Deres Hjerte raabte til Herren: (O) Zions Datters Muur! lad Graad flyde ned som en Bæk Dag og Nat, giv dig ingen Hvile, lad din Øiesteen ikke holde stille.
1 Gid mit Hoved var Vand, og mit Øie en Graads Kilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters Ihjelslagne.
136 Der nedfløde Vandstrømme af mine Øine, fordi de ikke holdt din Lov.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
11 Mine Øine forsmægtede for den (megen) Graad, mine Indvolde rørtes, min Lever er udgydt paa Jorden over mit Folks Datters Forstyrrelse, der de spæde og diende Børn forsmægtede paa Gaderne i Staden.
6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
17 Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øine rinde med Graad Nat og Dag, og holde ikke op; thi Jomfruen, mit Folks Datter, er forstyrret med stor Forstyrrelse, (hendes) Saar er meget svagt.
82 Mine Øine forsmægtede for dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
123 Mine Øine længes efter din Salighed og efter din Retfærdigheds Ord.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
18 og (at) de skynde sig og opløfte Røsten med Klage over os, at vore Øine kunne rinde med Graad, og vore Øienlaage flyde med Vand.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
4 Derfor sagde jeg: Seer om fra mig, jeg vil beskeligen græde; haster ikke at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
12 Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
9 Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
9 Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud.
17 Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Skjul for (eders) Hovmodigheds Skyld og hyle saare, og mit Øie skal rinde med Graad, thi Herrens Hjord er fangen bortført.
4 jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
17 Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,
15 Mine Øine ere stedse til Herren; thi han, han skal uddrage mine Fødder af Garnet.
148 Mine Øine vare vaagne før Nattevagterne, at tale om dit Ord.
2 Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?
7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
8 Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
16 Du Menneskesøn! see, jeg vil tage fra dig dine Øines Lyst ved en Plage; men du skal ikke hyle og ei græde, og din Graad skal ei komme (frem).
14 Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.
17 Thi mine Øine ere over alle deres Veie, de ere ikke skjulte for mit Ansigt, og deres Misgjerning er ikke skjult for mine Øine.
18 Hvorfor varer min Pine evindeligen, og min Plage er ulægelig, saa den ikke vil læges? du er vist bleven mig ligesom en skuffende (Kilde), (som) Vande, der ikke ere bestandige.
19 Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?
10 fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
10 Og jeg (siger) ogsaa: Mit Øie skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; (men) jeg haver lagt deres Vei paa deres Hoved.