Jeremia 14:17
Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øine rinde med Graad Nat og Dag, og holde ikke op; thi Jomfruen, mit Folks Datter, er forstyrret med stor Forstyrrelse, (hendes) Saar er meget svagt.
Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øine rinde med Graad Nat og Dag, og holde ikke op; thi Jomfruen, mit Folks Datter, er forstyrret med stor Forstyrrelse, (hendes) Saar er meget svagt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Zions Datters Ældste laae paa Jorden, de taug, opkastede Støv paa deres Hoved, bandt Sække om; Jomfruer af Jerusalem hængte deres Hoved ned imod Jorden.
11Mine Øine forsmægtede for den (megen) Graad, mine Indvolde rørtes, min Lever er udgydt paa Jorden over mit Folks Datters Forstyrrelse, der de spæde og diende Børn forsmægtede paa Gaderne i Staden.
12De maatte sige til deres Mødre: Hvor er Korn og Viin? der de forsmægtede paa Gaderne i Staden som den, der er saaret, der de udgave deres Aand i deres Mødres Skjød.
13Hvad skal jeg vidne for dig, hvormed skal jeg ligne dig, Jerusalems Datter? hvad skal jeg agte dig lig, at jeg kan trøste dig, du Jomfru, Zions Datter? thi din Forstyrrelse er stor som Havet, hvo kan læge dig?
48Mit Øie randt med Vandbække over mit Folks Datters Forstyrrelse.
49Mit Øie flød og kunde ikke holde stille, (fordi der er) ingen Afladelse,
4Derfor sagde jeg: Seer om fra mig, jeg vil beskeligen græde; haster ikke at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.
5Thi det er en Bulders og Nedtrædelses og Forvirrelses Dag fra Herren, den Herre Zebaoth, i Skuedal, (paa hvilken) Murene blive nedbrudte, og man raaber til Bjergene.
1Gid mit Hoved var Vand, og mit Øie en Graads Kilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters Ihjelslagne.
18Om jeg gaaer ud paa Marken, see, (da ere der) Ihjelslagne med Sværd, og om jeg kommer i Staden, see, (da ere der) Sygdomme af Hunger; thi baade Prophet og Præst løb omkring i Landet, og kjendte det ikke.
19Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
18og (at) de skynde sig og opløfte Røsten med Klage over os, at vore Øine kunne rinde med Graad, og vore Øienlaage flyde med Vand.
16Og Folket, for hvilket de spaae, skal være henkastet paa Jerusalems Gader for Hungerens og Sværdets Skyld, og skal Ingen have, som skal begrave dem, (ja) dem, deres Hustruer og deres Sønner og deres Døttre; og jeg vil udøse deres Ondskab over dem.
15Herren nedtraadte alle mine Mægtige, (som vare) midt i mig, han lod sammenkalde en Forsamling over mig til at forstyrre mine unge Karle; Herren traadte Viinpersen for Jomfruen, Judæ Datter.
16Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
17Zion udbreder sine Hænder, der er Ingen, som trøster den; Herren bød om Jakob, at de, (som vare) omkring ham, (skulde vorde) hans Modstandere; Jerusalem var som en ureen Qvinde imellem dem.
18Herren, han er retfærdig, thi jeg var gjenstridig imod hans Mund; hører dog, alle Folk! og seer min Smerte; mine Jomfruer og mine unge Karle ere gaaede i Fængsel.
18Deres Hjerte raabte til Herren: (O) Zions Datters Muur! lad Graad flyde ned som en Bæk Dag og Nat, giv dig ingen Hvile, lad din Øiesteen ikke holde stille.
26O mit Folks Datter! ombind en Sæk og vælt dig i Asken, gjør dig Sorg (som for) en eneste (Søn), en (saare) bitter Hylen; thi Ødelæggeren skal komme hasteligen over os.
17Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Skjul for (eders) Hovmodigheds Skyld og hyle saare, og mit Øie skal rinde med Graad, thi Herrens Hjord er fangen bortført.
8Derfor maa jeg græde og hyle, jeg maa gaae røvet og blottet, jeg maa anstille en Hylen som Dragerne, og Sorg som Strudsungerne.
9Thi dens Saar ere ulegelige; thi det er kommet indtil Juda, det naaede indtil mit Folks Port, indtil Jerusalem.
20Herre! see og sku, hvem du haver saa handlet med; mon Qvinder skulde æde deres Frugt, de spæde Børn, (som man bærer) paa Hænderne? mon Præst og Prophet skulde ihjelslaaes i Herrens Helligdom?
21Der laae paa Jorden i Gaderne Ung og Gammel; mine Jomfruer og mine unge Karle ere faldne ved Sværdet; du ihjelslog paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke.
12Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
2Juda sørger, og dens Porte vansmægte, de gaae i Sørgeklæder i Landet, og Jerusalems Klagemaal opstiger.
8Hyl som en Jomfru, der haver ombundet en Sæk, for sin Ungdoms Mand.
20Men hører, I Qvinder! Herrens Ord, og eders Øre antage hans Munds Ord; og lærer eders Døttre (at holde) Klage, og (hver) Qvinde sin Næste (at holde) Klagemaal.
2Den græder om Natten, og dens Taarer (løbe) over dens Kinder; der er Ingen, som trøster den, af alle dem, som elskede den; alle dens Venner ere troløse imod den, de ere dens Fjender.
21Jeg er forstyrret over mit Folks Datters Forstyrrelse, jeg gaaer i Sørgeklæder, Forskrækkelse har betaget mig.
19Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
16Derfor, saa sagde Herren, den Herre Zebaoths Gud: Der (skal være) Hylen paa alle Gader, og de skulle sige i alle Stræder: Ho, ho! og de skulle kalde en Agermand til Sorg, og Hylen skal være hos dem, som forstaae sig paa (at holde) en Klage.
11Og de lægede mit Folks Datters Forstyrrelse, som (om den havde været) ringe, og sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
31Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest som dens, der er i Førstefødsels Nød, Zions Datters Røst; hun skal klage sig, udbrede sine Hænder (og sige): Vee mig nu! thi min Sjæl er forsmægtet for deres Skyld, som ihjelslaae.
17Præsterne, Herrens Tjenere, skulle græde imellem Forhuset og Alteret, og de skulle sige: Herre! spar dit Folk, og giv ikke din Arv til Skjændsel, at Hedningerne skulle herske over dem; hvorfor skulle de sige iblandt Hedningerne: Hvor er deres Gud?
19See, mit Folks Datters Raabs Lyd (kommer) fra et langt fraliggende Land; er da Herren ikke i Zion? eller er dens Konge ikke i den? hvorfor opirrede de mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed (Folks) Forfængeligheder?
19Disse tvende (Ting) ere dig vederfarne; hvo skal have Medynk med dig? (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; ved hvem skal jeg trøste dig?
14Og de lægede mit Folks Datters Forstyrrelse, som om den havde været ringe, og sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
16Du Menneskesøn! see, jeg vil tage fra dig dine Øines Lyst ved en Plage; men du skal ikke hyle og ei græde, og din Graad skal ei komme (frem).
4Zions Veie sørge, fordi man ikke kommer til Forsamling; alle dens Porte ere ødelagte, dens Præster sukke; dens Jomfruer ere bedrøvede, og for hende selv (er det) bittert.
6Og mit Folks Datters Misgjerning er større end Sodoms Synd, den, som blev omkastet som i et Øieblik, og der bleve ikke Hænder brugte paa den.
22da see, om der Noget overbliver derudi, som undkommer, af de udførte Sønner og Døttre, see, de skulle gaae ud til eder, og I skulle see deres Vei og deres Gjerninger, og I skulle trøstes over den Ulykke, som jeg lod komme over Jerusalem, med alt det, som jeg lod komme over den.
12Thi saa sagde Herren: Din Forstyrrelse er ulægelig, dit Saar er (meget) svagt.
15Saa sagde Herren: Der er hørt en Røst i Rama, en Klage, en bitter Graad, Rachel græder over sine Børn; hun vægrer sig ved at trøstes over sine Børn, thi de ere ikke (mere til).
16Saa sagde Herren: Forhindre din Røst fra Graad, og dine Øine fra Taarer; thi der er Løn for dit Arbeide, siger Herren, og de skulle komme tilbage af Fjendens Land.
14Da skede Herrens Ord til mig, og han sagde:
9I uddrive mit Folks Qvinder, (hver) af sin Vellysts Huus, I tage min Prydelse fra hendes spæde Børn evindelig.
10Jeg maa opløfte (Røsten med) Graad og Klage paa Bjergene, og (med) Klagemaal paa Græsgangene i Ørken; thi de ere forbrændte, saa der gaaer Ingen igjennem, og man hører ikke Lyd af Fæ; baade Himmelens Fugle og Dyr, de ere bortfløine, de ere bortgangne.
11Man gjorde den (aldeles) øde, den sørgede over mig, der den var øde; alt Landet er ødelagt, thi Ingen lægger det paa Hjerte.
9Anlangende Propheterne: Mit Hjerte er forstyrret inden i mig, alle mine Been beve, jeg er som en drukken Mand og som en Mand, over hvem Viin haver faaet Overhaand, for Herrens Skyld og for hans hellige Ords Skyld.