Jeremia 12:11
Man gjorde den (aldeles) øde, den sørgede over mig, der den var øde; alt Landet er ødelagt, thi Ingen lægger det paa Hjerte.
Man gjorde den (aldeles) øde, den sørgede over mig, der den var øde; alt Landet er ødelagt, thi Ingen lægger det paa Hjerte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Mange Hyrder have fordærvet min Viingaard, de have nedtraadt min Deel; de have gjort min ønskelige Deel til en øde Ørk.
11Men jeg sagde: Hvorlænge, Herre? og han sagde: Indtil Stæderne blive øde foruden Indbyggere, og Husene foruden Mennesker, og Landet plat ødelægges.
12Og Herren skal drive Menneskene langt bort, og midt i Landet skal det være meget forladt.
10Jeg maa opløfte (Røsten med) Graad og Klage paa Bjergene, og (med) Klagemaal paa Græsgangene i Ørken; thi de ere forbrændte, saa der gaaer Ingen igjennem, og man hører ikke Lyd af Fæ; baade Himmelens Fugle og Dyr, de ere bortfløine, de ere bortgangne.
11Og jeg vil gjøre Jerusalem til Steenhobe, til Dragers Bolig, og jeg vil gjøre Judæ Stæder til en Ødelæggelse, at Ingen skal boe der.
12Hvo er den Mand, som er viis og forstaaer dette? og til hvem haver Herrens Mund talet, at han kan kundgjøre det, hvorfor Landet er fordærvet, er forbrændt som en Ørk, at der gaaer Ingen igjennem?
13Og Landet skal blive aldeles øde for sine Indbyggeres Skyld, for deres Idrætters Frugts Skyld.
8De banede Veie ere øde, den, som Pleier at gaae fremad Stien, maa lade blive; han haver brudt Pagten, forkastet Stæderne, ikke agtet et Menneske.
9Landet sørger, er forsmægtet, Libanon er beskjæmmet, er afhugget; Saron er som en øde Mark, og Basan og Carmel er afrystet.
12Ødelæggere ere komne over alle høie (Steder) i Ørken; thi Herrens fortærende Sværd er fra Jordens Ende og indtil Jordens Ende, der er ingen Fred for alt Kjød.
10Marken er ødelagt, Landet sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, den ferske Olie er vansmægtet.
11Agermændene ere beskjæmmede, Viingaardsmændene hyle for Hvede og for Byg; thi Høsten paa Marken er fordærvet.
14Men jeg haver bortdrevet dem som ved en Storm iblandt alle Hedningerne, som de ikke kjendte, og Landet er ødelagt efter dem, at Ingen gaaer igjennem eller kommer tilbage; thi de gjorde det ønskelige Land aldeles øde.
28Thi jeg vil gjøre Landet til en Ødelæggelse og (aldeles) øde, at dets Styrkes Hovmodighed skal ophøre; og Israels Bjerge skulle ødelægges, at Ingen skal gaae over (dem).
29Saa skulle de fornemme, at jeg er Herren, naar jeg gjør Landet til en Ødelæggelse og (aldeles) øde, for alle deres Vederstyggeligheder, som de have gjort.
20Og Stæderne, som ere beboede, skulle ødelægges, og Landet være (aldeles) øde, og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
7Eders Land er en Ødelæggelse, eders Stæder ere opbrændte med Ild; Fremmede fortære eders Land for eders Øine, og der er en Ødelæggelse, som naar Fremmede omkaste (Noget).
8Og jeg vil gjøre Landet (aldeles) øde, fordi de have saare forgrebet sig, siger den Herre Herre.
3Landet skal blive saare udtømt og saare bedrøvet; thi Herren haver talet dette Ord.
4Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de Høie af Folket i Landet ere blevne afmægtige.
26Jeg saae, og see, den frugtbare Mark var en Ørk, og alle dens Stæder vare nedbrudte for Herrens Ansigt, for hans grumme Vrede.
27Thi saa sagde Herren: Alt Landet skal være aldeles øde; dog jeg vil ikke (aldeles) gjøre Ende (med det).
12De skulle hyle, (som Børn) ved Brysterne, for de ønskelige Agre, for de frugtbare Viintræer.
16for at gjøre deres Land til en Forskrækkelse, til evige Hvidsler; hver, som gaaer der frem, skal forskrækkes og ryste med sit Hoved.
12Det, som er blevet tilovers i Staden, er Ødelæggelse, og Porten skal sønderslaaes med Bulder.
4Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
10Thi den faste Stad (skal blive) eenlig, den (deilige) Bolig skal være bortkastet og forladt som Ørken; der skulle Kalve gaae i Græs, og der skulle de ligge og fortære dens Qviste.
6Jeg lod udrydde Hedningerne, deres Hjørner ere ødelagte, jeg lod gjøre deres Gader øde, saa Ingen gik igjennem; deres Stæder ere, forstyrrede, saa at der er ingen Mand, at der boer Ingen.
9Dette er for mine Øren, (siger) den Herre Zebaoth; (hvad gjælder det), om de mange Huse ikke skulle blive til en Ødelæggelse, (om) de store og gode (ikke skulle staae) uden Indbyggere!
7Det gjør mit Viintræ aldeles øde, og piller Barken af mit Figentræ; det gjør det aldeles bart, og man bortkaster (det, at) dets Qviste blive hvide.
12Derfor skal Zion pløies (som) en Ager for eders Skyld, og Jerusalem blive til Steenhobe, og Husets Bjerg til Høie i en Skov.
36(Der høres) Hyrdernes Skrigs Lyd, og Hylen af de Ypperlige iblandt Faarene; thi Herren haver ødelagt deres Føde.
37Og deres fredelige Græsgange ere afhugne for Herrens grumme Vredes Skyld.
34Og det ødelagte Land skal dyrkes, istedetfor at det var (aldeles) øde for Enhvers Øine, som gik igjennem (det).
32Og jeg, jeg vil gjøre Landet øde, at eders Fjender, som boe i det, skulle grue derfor.
3Derfor skal Landet sørge, og hver skal vansmægte, som boer deri, med (vilde) Dyr paa Marken og med Fuglene under Himmelen, og selv Fiskene i Havet skulle bortsamles.
17Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
14Saa sagde den Herre Herre: Ligesom alt Landet glæder sig, (saa) vil jeg gjøre dig (aldeles) øde.
8Lad dig tugte, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal drages fra dig, at jeg ikke gjør dig til en Ødelæggelse, et Land, som Ingen boer udi.
22Og Herren kunde ikke ydermere fordrage det for eders Idrætters Ondskabs Skyld, for de Vederstyggeligheders Skyld, som I gjorde; og eders Land blev til en Ørk og til en Forskrækkelse og til en Forbandelse, at Ingen boer (derudi), som (det sees) paa denne Dag.
43Dens Stæder ere blevne til en Forskrækkelse, et tørt (Sted) og en øde Mark, et Land, i hvilket ingen Mand boer, og hvor intet Menneskes Søn gaaer igjennem.
1See, Herren udtømmer Landet og gjør det øde, og forvender dets Skikkelse og adspreder dets Indbyggere.
7Og de skulle ødelægges midt iblandt de ødelagte Lande, og dens Stæder skulle være midt iblandt de ødelagte Stæder.
10Røver Sølv, røver Guld! thi der er ingen Ende paa Forraad (og) Herlighed af alt kosteligt Tøi.
4Paa den samme Dag skal man optage et Ordsprog over eder, og beklage sig med en ynkelig Klage (og) sige: Vi ere ganske forstyrrede, han haver bortskiftet (mit) Folks Deel; hvorledes unddrager han Mit fra mig? han deler ud, idet han afvender vore Agre (fra os til Andre).
9Paa den samme Dag skulle hans stærke Stæder være ligesom det, der er efterladt af en Skov, eller en Qvist, som de have forladt for Israels Børns Skyld, endskjøndt der skal være en Ødelæggelse.
10Thi Landet er fuldt af Horkarle, thi Landet sørger for Forbandelsens Skyld, Gresgangene i Ørken ere tørre; og deres Løb er ondt, og deres Magt er ikke ret.
13Saa sagde den Herre Herre: Efterdi de sige til eder: Du (Land!) haver ædet Mennesker, og du haver været (et Land), som haver gjort dine Folk barnløse,
13Derfor skal deres Gods blive til Rov, og deres Huse til en Ødelæggelse, og de skulle bygge Huse, men ikke boe i dem, og plante Viingaarde, men ikke drikke Viin af dem.
2Saa sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud: I, I have seet alt det Onde, som jeg lod komme over Jerusalem og over alle Judæ Stæder, og see, de ere øde paa denne Dag, og der boer Ingen i dem,