Jeremia 12:10
Mange Hyrder have fordærvet min Viingaard, de have nedtraadt min Deel; de have gjort min ønskelige Deel til en øde Ørk.
Mange Hyrder have fordærvet min Viingaard, de have nedtraadt min Deel; de have gjort min ønskelige Deel til en øde Ørk.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Man gjorde den (aldeles) øde, den sørgede over mig, der den var øde; alt Landet er ødelagt, thi Ingen lægger det paa Hjerte.
12Ødelæggere ere komne over alle høie (Steder) i Ørken; thi Herrens fortærende Sværd er fra Jordens Ende og indtil Jordens Ende, der er ingen Fred for alt Kjød.
13De saaede Hvede og høstede Torne, de vare syge (af Arbeide, men) det gavnede dem ikke; og I skulle beskjæmmes af eders Indkomme for Herrens grumme Vredes Skyld.
7Jeg haver forladt mit Huus, overgivet min Arv; jeg gav min Sjæls Elskelige i hendes Fjenders Haand.
8Min Arv er mig bleven som en Løve i Skoven; den udgav sin Røst imod mig, derfor hadede jeg den.
9Min Arv er mig som en spraglet Fugl, (de andre) Fugle ere omkring imod den; gaaer, samler alle (vilde) Dyr paa Marken, lader dem komme at æde.
20Mit Paulun er forstyrret, og alle mine Snorer ere sønderslidte; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; Ingen udslaaer ydermere mit Paulun eller ophænger mine Gardiner.
21Thi Hyrderne ere ufornuftige og søgte ikke Herren; derfor handle de ikke klogeligen, og al deres Fødes (Hjord) er adspredt.
7Det gjør mit Viintræ aldeles øde, og piller Barken af mit Figentræ; det gjør det aldeles bart, og man bortkaster (det, at) dets Qviste blive hvide.
1Vee de Hyrder, som omkomme og adsprede min Fødes Faar! siger Herren.
2Derfor, saa sagde Herren, Israels Gud, til Hyrderne, de, som føde mit Folk: I, I have adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke besøgt dem; see, jeg vil hjemsøge eder for eders Idrætters Ondskabs Skyld, siger Herren.
12Det udbredte sine Grene til Havet, og sine unge Qviste til Floden.
13Hvorfor haver du sønderrevet Gjærdet derfor, saa at alle de, som gaae forbi ad Veien, afbrøde af det?
2Og han havde gjort Gjærde omkring den, og kastet Stenene af den, og plantet den med (ædle) Viinqviste, byggede og et Taarn midt derudi, og udhuggede ogsaa en Viinperse derudi, og forventede, at den skulde bære (gode) Druer, men den bar vilde Druer.
3Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judæ Mænd! Kjære, dømmer imellem mig og imellem min Viingaard.
4Hvad skulde man mere have gjort ved min Viingaard, end jeg haver gjort ved den? hvi forventede jeg, at den skulde bære (gode) Druer, og den bar vilde Druer?
5Og nu, Kjære, vil jeg give eder tilkjende, hvad jeg vil gjøre ved min Viingaard: Jeg vil borttage dens Tornegjærde, og den skal opædes, jeg vil sønderrive dens Gjærde, og den skal nedtrædes.
6Og jeg vil gjøre den øde, den skal ikke beskjæres, ei heller hakkes, men der skal opvoxe Torne og Riis; og jeg vil byde over de tykke Skyer, at de ikke regne derpaa.
7Thi den Herre Zebaoths Viingaard er Israels Huus, og Judæ Mænd ere hans Lysters Plantelse; og han forventede Ret, og see, (da er der) Plagen, (og) Retfærdighed, og see, (da er der) Skrig.
12Og jeg vil ødelægge hendes Viintræ og hendes Figentræ, efterdi hun sagde: Det er min Horeløn, som mine Bolere gave mig; og jeg vil gjøre dem til en Skov, og (vilde) Dyr paa Marken skulle æde dem.
6Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de havde afvendt dem (til at gaae) paa Bjergene; de gik fra Bjergene paa Høiene, de glemte deres Leie.
19Og mine Faar, skulle de afæde det, som var nedtraadt med eders Fødder, og drikke det, som I have rørt med eders Fødder?
12Derfor skal Zion pløies (som) en Ager for eders Skyld, og Jerusalem blive til Steenhobe, og Husets Bjerg til Høie i en Skov.
8Og de toge og sloge ham ihjel, og kastede ham ud udenfor Viingaarden.
9Hvad skal da Viingaardens Herre gjøre? Han skal komme og ødelægge Viingaardsmændene, og leie Andre Viingaarden.
10Marken er ødelagt, Landet sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, den ferske Olie er vansmægtet.
11Agermændene ere beskjæmmede, Viingaardsmændene hyle for Hvede og for Byg; thi Høsten paa Marken er fordærvet.
36(Der høres) Hyrdernes Skrigs Lyd, og Hylen af de Ypperlige iblandt Faarene; thi Herren haver ødelagt deres Føde.
37Og deres fredelige Græsgange ere afhugne for Herrens grumme Vredes Skyld.
7Og jeg førte eder ind udi et dyrket Land, at æde dets Frugt og dets Gode; men der I kom (derind), da besmittede I mit Land og gjorde min Arv til en Vederstyggelighed.
10Thi den faste Stad (skal blive) eenlig, den (deilige) Bolig skal være bortkastet og forladt som Ørken; der skulle Kalve gaae i Græs, og der skulle de ligge og fortære dens Qviste.
12Og Herren skal drive Menneskene langt bort, og midt i Landet skal det være meget forladt.
4Paa den samme Dag skal man optage et Ordsprog over eder, og beklage sig med en ynkelig Klage (og) sige: Vi ere ganske forstyrrede, han haver bortskiftet (mit) Folks Deel; hvorledes unddrager han Mit fra mig? han deler ud, idet han afvender vore Agre (fra os til Andre).
17Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
10Modstanderen udstrakte sin Haand over alle dens ønskelige Ting; thi den saae, at Hedninger ere komne i dens Helligdom, hvilke du havde befalet, de skulde ikke komme i din Forsamling.
5Og de ere adspredte, fordi de have ingen Hyrde, og de ere blevne alle (vilde) Dyr paa Marken til Spise, og ere adspredte.
6Mine Faar fare vild paa alle Bjergene og paa alle ophøiede Høie, ja, mine Faar ere adspredte over det ganske Land, og der er Ingen, som spørger, og Ingen, som leder efter (dem).
17De skulle være imod den trindt omkring som Vogtere paa Marken; thi den haver været gjenstridig imod mig, siger Herren.
11Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
10Jeg maa opløfte (Røsten med) Graad og Klage paa Bjergene, og (med) Klagemaal paa Græsgangene i Ørken; thi de ere forbrændte, saa der gaaer Ingen igjennem, og man hører ikke Lyd af Fæ; baade Himmelens Fugle og Dyr, de ere bortfløine, de ere bortgangne.
4Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
12De skulle hyle, (som Børn) ved Brysterne, for de ønskelige Agre, for de frugtbare Viintræer.
13(Thi) der skulle opvoxe Torne (og) Tidsler paa mit Folks Mark, ja paa alle Glædskabs Huse i den lystige Stad.
12Thi det er en Ild, hvilken fortærer til Fordærvelse, og skulde have oprykket med Rod alt mit Indkomme.
13Og Landet skal blive aldeles øde for sine Indbyggeres Skyld, for deres Idrætters Frugts Skyld.
4Saa sagde Herren min Gud: Fød de Slagtefaar,
2Og han sendte en Tjener til Viingaardsmændene, der Tiden kom, at han hos Viingaardsmændene skulde modtage af Viingaardens Frugt.
10Thi Landet er fuldt af Horkarle, thi Landet sørger for Forbandelsens Skyld, Gresgangene i Ørken ere tørre; og deres Løb er ondt, og deres Magt er ikke ret.
15Herren nedtraadte alle mine Mægtige, (som vare) midt i mig, han lod sammenkalde en Forsamling over mig til at forstyrre mine unge Karle; Herren traadte Viinpersen for Jomfruen, Judæ Datter.
6Og han haver med Vold nedrevet sit Gjærde som en Haves, fordærvet sin Forsamling; Herren haver ladet glemme Forsamling og Sabbat i Zion, og foragtet Konge og Præst i sin Vredes Grumhed.