Salmene 132:4
jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 som svoer Herren, som lovede Jakobs Mægtige, (sigende:)
3 Jeg vil ikke gaae ind i mit Huses Paulun, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leie,
4 Tilsted dine Øine ikke at sove, eller dine Øienlaage at slumre.
5 indtil jeg finder et Sted for Herren, Boliger for Jakobs Mægtige.
3 Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
4 See, han skal ikke slumre og ei sove, han, som bevarer Israel.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
3 Hvorlænge skal jeg raadslaae i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen? hvorlænge skal min Fjende ophøie sig over mig?
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
148 Mine Øine vare vaagne før Nattevagterne, at tale om dit Ord.
26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
6 Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
13 I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
6 O Jerusalem! jeg haver beskikket Vægtere paa dine Mure, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller den ganske Nat; I, som paaminde om Herren, I skulle ikke tie.
7 Og tilsteder ikke, at man tier for ham, indtil han bereder, og indtil han sætter Jerusalem til Priis paa Jorden.
6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
2 Det er forgjæves, at I staae aarle op, (derefter) længe sidde, æde Brød med (megen) Bekymring; thi han giver sin elskelige Ven det (som) i Søvne.
1 For Zions Skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems Skyld vil jeg ikke være stille, indtil dens Retfærdighed udgaaer som et Skin, og dens Salighed brænder som et Blus.
8 Du gav Glæde i mit Hjerte fremfor (den, de havde) den Tid, deres Korn og deres Most vare mangfoldige.
33 (Vil du) sove lidet (endnu), slumre lidet, slaae Hænderne lidet tilsammen for at ligge,
12 (saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
10 (Fordi du siger: Jeg maa endnu) lidet sove, lidet slumre, lidet slaae Hænderne tilsammen at ligge,
2 Gud! mit Hjerte er beredt, jeg vil synge, ja, jeg vil synge Psalmer, ogsaa min Ære (skal synge).
6 Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber.
14 Denne er min Rolighed stedse og altid, her vil jeg boe, thi jeg begjærede (den).
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
16 Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
13 Elsk ikke Søvn, at du skal ikke maaskee blive arm; oplad dine Øine (og) mættes af Brød.
1 Jeg ledte om Nætterne paa min Seng efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke.
16 Thi de sove ikke, naar de ei have gjort ilde, og deres Søvn borttages, dersom de ikke have kommet (Nogen) til at støde sig.
2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
15 (Men) jeg, jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed, jeg skal mættes, naar jeg opvaagner (efter) din Lignelse.
27 Der er ingen Træt eller Skrøbelig af det (samme Folk), der skal Ingen slumre ei heller sove, og Ingens Bælte skal løses fra hans Lænder, og Ingens Skotvinge skal sønderrives.
1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øine, hvad skulde jeg da agte paa en Jomfru?
15 I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
1 Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øine til Bjergene, hvorfra der skal komme mig Hjælp.
49 Mit Øie flød og kunde ikke holde stille, (fordi der er) ingen Afladelse,
1 En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øine til dig, som sidder i Himmelen.
4 Thi see, de lure efter min Sjæl, de Stærke holde sig tilsammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre!
8 Gud! mit Hjerte er rede, mit Hjerte er rede; jeg vil synge, ja jeg vil synge (Psalmer).
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
3 Jeg vil ikke sætte Belials Sag for mine Øine; jeg hader det, Overtrædere gjøre, det skal ikke hænge ved mig.
6 Solen skal ikke stikke dig om Dagen, eller Maanen om Natten.
3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.