Salmenes bok 127:2
Det er forgjæves, at I staae aarle op, (derefter) længe sidde, æde Brød med (megen) Bekymring; thi han giver sin elskelige Ven det (som) i Søvne.
Det er forgjæves, at I staae aarle op, (derefter) længe sidde, æde Brød med (megen) Bekymring; thi han giver sin elskelige Ven det (som) i Søvne.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Salomos Sang paa Trapperne. Dersom Herren ikke bygger et Huus, da arbeide de forgjæves, som bygge derpaa; dersom Herren ikke bevarer en Stad, da vaager Vægteren forgjæves.
12 Det er en ond Syge, som jeg saae under Solen, at Rigdom bevares for sin Herre til hans (egen) Ulykke,
13 Elsk ikke Søvn, at du skal ikke maaskee blive arm; oplad dine Øine (og) mættes af Brød.
9 Du Lade! hvorlænge vil du ligge? naar vil du staae op af din Søvn?
10 (Fordi du siger: Jeg maa endnu) lidet sove, lidet slumre, lidet slaae Hænderne tilsammen at ligge,
33 (Vil du) sove lidet (endnu), slumre lidet, slaae Hænderne lidet tilsammen for at ligge,
21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
22 Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?
23 Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.
24 (Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.
25 Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?
26 Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
15 Ladhed lader en dyb Søvn falde (paa En), og en svigefuld Sjæl skal hungre.
4 Tilsted dine Øine ikke at sove, eller dine Øienlaage at slumre.
3 Jeg vil ikke gaae ind i mit Huses Paulun, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leie,
4 jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
3 See, Børn ere Herrens Arv, Livsens Frugt er en Løn.
15 I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
16 Thi de sove ikke, naar de ei have gjort ilde, og deres Søvn borttages, dersom de ikke have kommet (Nogen) til at støde sig.
12 (saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
2 Thi du skal æde Frugten af dine Hænders Arbeide; salig er du, og (det gaaer) dig Vel.
24 Naar du lægger dig, da skal du ikke frygte, men du skal ligge, og din Søvn skal være sød.
16 Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
20 Thi Sengen er saa kort, at man ikke kan strække sig ud, og Dækket er (for) smalt, naar man vil dække sig (dermed).
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
13 I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
6 En Haandfuld med Rolighed er bedre end begge Næver fulde med Møie og Aandsfortærelse.
9 Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?
17 Der have Ugudelige afladt (at gjøre) Uro, og der hvile de Kraftesløse.
23 Da gaaer Mennesket ud til sin Gjerning og til sin Tjeneste indtil Aftenen.
4 Bemøi dig ikke for at blive rig; hold op fra at (anvende dertil) din Forstand.
11 Vee dem, som staae aarle op om Morgenen og jage efter stærk Drik, som tøve (længe), til Tusmørket, at Viin maa brænde dem!
6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
18 Ved Ladhed synke Bjælkerne, og naar man nedlader Hænderne, skal Huset dryppe.
7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
7 Ti for Herren og forvent ham; lad (din Vrede) ikke optændes over den (Mand), hvis Vei lykkes, over den Mand, som udfører (skalkagtige) Anslag.
3 Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
4 See, han skal ikke slumre og ei sove, han, som bevarer Israel.
7 Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som ere drukne, ere drukne om Natten.
7 Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
1 Vee dem, som optænke Uret og gjøre Ondt paa deres Leie! naar det bliver lyst om Morgenen, gjøre de det; thi det er i deres Hænders Magt.
10 Thi hvo, som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine.
3 Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
27 Hun seer, hvorledes det gaaer til i hendes Huus, og æder ikke Brød med Ladhed.
13 See, mon det ikke (komme) fra den Herre Zebaoth, at Folkene skulle have bemøiet sig for Ilden, og (alleslags) Folk skulle være blevne trætte forgjæves?
6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
19 Hvo, som dyrker sin Jord, skal mættes af Brød, men den, som jager efter unyttige Ting, skal mættes af Armod.
27 Dersom du ikke haver at betale med, hvorfor skulde han da tage din Seng bort under dig?