Ordspråkene 4:16
Thi de sove ikke, naar de ei have gjort ilde, og deres Søvn borttages, dersom de ikke have kommet (Nogen) til at støde sig.
Thi de sove ikke, naar de ei have gjort ilde, og deres Søvn borttages, dersom de ikke have kommet (Nogen) til at støde sig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Thi de æde Ugudeligheds Brød, og drikke Fortrædeligheds Viin.
1 Vee dem, som optænke Uret og gjøre Ondt paa deres Leie! naar det bliver lyst om Morgenen, gjøre de det; thi det er i deres Hænders Magt.
16 Thi deres Fødder løbe til det Onde, og de skynde sig til at udøse Blod.
13 De, de ere iblandt de Gjenstridige imod Lyset, de kjende ikke hans Veie, og de blive ikke paa hans Stier.
14 Morderen staaer op, naar det dages, slaaer den Nødtørftige og Fattige ihjel, og om Natten er han som Tyven.
6 Naar de nærme sig, er deres Hjerte som en Ovn, naar de lure; den, som bager dem, sover den ganske Nat, om Morgenen brænder han som af gloende Lue.
16 I Mørket bryder han ind i Husene, som de have betegnet for sig om Dagen; de kjende ikke Lyset.
17 Thi saasnart Morgenen kommer, da er den for dem som Dødens Skygge; naar man kan kjende (dem, strax falder paa dem) Dødens Skygges Forskrækkelser.
15 Lad den fare, gak ikke frem paa den, vig fra den og gak forbi.
7 Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som ere drukne, ere drukne om Natten.
15 Lur ikke, du Ugudelige! paa en Retfærdigs Bolig, forstyr ikke hans Leie.
2 Thi deres Hjerte betænker Ødelæggelse, og deres Læber udtale Møie.
4 Tilsted dine Øine ikke at sove, eller dine Øienlaage at slumre.
4 Hans Munds Ord ere Uret og Svig; han haver ladet af at lade sig undervise til at gjøre Godt.
18 Og disse lure paa deres (eget) Blod, de skjule sig imod deres (egne) Sjæle.
7 Deres Fødder løbe til det Onde og skynde sig til at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfærdige Tanker, (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse paa deres banede Veie.
8 De kjende ikke Fredens Vei, og (der er) ingen Ret i deres Gange; deres Stier forvende de for sig selv, hver, som træder derpaa, veed ikke af Fred.
15 deres Fødder ere snare til at udøse Blod;
16 der er Fordærvelse og Elendighed i deres Veie,
11 Om de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville skjule os imod en Uskyldig uden Aarsag,
13 I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
4 som skjærpe deres Tunge som et Sværd; de spende (Bue og skyde) deres Piil, (som er) et bittert Ord,
5 at skyde en Fuldkommen i Skjul; de skyde ham hastelig og frygte ikke.
14 (Agt) paa Aftens Tid, og see, (da er der) Forskrækkelse, (ja) førend Morgenen (kommer, da) er han ikke (mere); denne er deres Deel, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.
7 De Ugudeliges Ødelæggelse skal forfærde dem; thi de vægrede sig ved at gjøre Ret.
20 Thi de tale ikke Fred, men mod de Stille i Landet optænke de svigfulde Sager.
33 (Vil du) sove lidet (endnu), slumre lidet, slaae Hænderne lidet tilsammen for at ligge,
5 Du er mere skinnende (og) mægtigere end (de paa) Røverbjergene.
2 Herre! udfri mig fra et ondt Menneske, bevar mig fra en fortrædelig Mand.
32 En Ugudelig lurer paa den Retfærdige og søger efter at dræbe ham.
19 De Ugudeliges Vei er som Mørkheden (selv), de vide ikke, hvorpaa de støde an.
10 (Fordi du siger: Jeg maa endnu) lidet sove, lidet slumre, lidet slaae Hænderne tilsammen at ligge,
10 Herre! opslug (dem), adskil deres Tunge; thi jeg haver seet Vold og Trætte i Staden.
6 De høste deres Foder paa Marken, og de Ugudelige afplukke Viingaarden.
10 Fordi de ere i hverandre forviklede som Torne, og ere drukne efter deres (sædvanlige) Drukkenskab, ere de fortærede som et tørt Straa fuldkommeligen.
11 Du skal fordærve deres Frugt af Jorden, og deres Sæd fra Menneskens Børn.
4 Kjende de det ikke, alle de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Herren.
14 dem, som glæde sig ved at gjøre Ondt, som fryde sig i det Ondes forvendte Ting,
3 Foruden at de gjøre tilgavns Ondt med Hænderne, begjærer Fyrsten (Gaver), og Dommeren (dømmer) for Betaling, og den Mægtige taler (om det, som er) hans Sjæls Skade, han og de sammensnoe det.
30 Hvo, der lukker sine Øine, (gjør det) for at optænke forvendte Ting, hvo, som bider i sine Læber, fuldkommer Ondt.
2 Det er forgjæves, at I staae aarle op, (derefter) længe sidde, æde Brød med (megen) Bekymring; thi han giver sin elskelige Ven det (som) i Søvne.
25 Derfor at han kjender deres Gjerninger, da omkaster han (dem) om Natten, at de blive knuste.
15 I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
14 De Ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fælde en Elendig og Fattig, at slagte dem, som ere oprigtige paa Veien.
14 Om Dagen skulle de løbe an i Mørket, og føle sig for om Middagen som om Natten.
8 Saasom jeg haver seet: De, som pløie Uret, og de, som saae Møie, de maae høste det Samme.
12 Det er en ond Syge, som jeg saae under Solen, at Rigdom bevares for sin Herre til hans (egen) Ulykke,
17 Der have Ugudelige afladt (at gjøre) Uro, og der hvile de Kraftesløse.
3 Drag mig ikke hen med de Ugudelige og med dem, som gjøre Uret, som tale Fred med deres Næste, enddog der er Ondt i deres Hjerte.
26 Thi der findes Ugudelige iblandt mit Folk: (hver) seer til, som Fuglefængere stille sig; de stille en fordærvelig (Snare), de ville fange Folk.