Salmenes bok 14:4
Kjende de det ikke, alle de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Herren.
Kjende de det ikke, alle de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Herren.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Gud saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var en Forstandig, som søgte Gud.
4 Enhver er vendt tilbage, de ere stinkende tillige; (der er) Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.
16 Thi de sove ikke, naar de ei have gjort ilde, og deres Søvn borttages, dersom de ikke have kommet (Nogen) til at støde sig.
17 Thi de æde Ugudeligheds Brød, og drikke Fortrædeligheds Viin.
8 De aade mit Folks Syndoffer, og de opløftede (hver) sin Sjæls (Begjæring) til deres Misgjerning.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). En Daare siger i sit Hjerte: (Der er) ingen Gud; de fordærve, de gjøre vederstyggelig Gjerning; (der er) Ingen, som gjør Godt.
2 Herren saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var (nogen) Forstandig, som søgte Gud.
3 De (ere) alle afvegne, de ere stinkende tillige; der er Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.
22 Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
4 Men jeg, jeg sagde: Sandeligen, disse ere de Ringe, de handle daarligen; thi de kjende ikke Herrens Vei, deres Guds Ret.
4 (Hvorlænge) skulle de udgyde (deres Ord), skulle de tale haardt? (hvorlænge) skulle de tale om sig selv, Alle, som gjøre Uret?
5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
6 De ihjelslaae Enken og den Fremmede, og myrde de Faderløse.
7 Og de sige: Herren seer det ikke, og Jakobs Gud forstaaer det ikke.
18 De fornemme ikke og forstaae ikke; thi han haver tilstrøget deres Øine, at de ikke see, og deres Hjerter, at de ikke forstaae.
19 Og Ingen tager sig til Hjerte, og der er hverken Kundskab eller Forstand, at (han skulde) sige: Jeg haver opbrændt Halvdelen deraf med Ild, og bagt ogsaa Brød paa Kul deraf, jeg haver stegt Kjød og ædet; skulde jeg (da) gjøre det Øvrige deraf til en Vederstyggelighed? skulde jeg falde paa Knæ for en Trægreen?
3 Ja, de ere de, som æde mit Folks Kjød, som drage og deres Hud af dem og bryde deres Been; og de udsprede (Stykkerne) saasom i en Gryde, og som Kjød midt i en Kjedel.
4 Da skulle de raabe til Herren, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den samme Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idrætter.
25 Udøs din Grumhed over Hedninger, som ikke kjende dig, og over Slægter, som ikke paakalde dit Navn; thi de have ædet Jakob, ja ædet ham og fortæret ham, og ødelagt hans Bolig.
11 der er Ingen forstandig; der er Ingen, som søger efter Gud.
12 Alle ere afvegne, de ere tilsammen blevne uduelige; der er Ingen, som gjør godt, der er end ikke Een.
13 Derfor er mit Folk bortført, fordi det haver ikke Kundskab, og dets ærede (Folk) er blevet til hungrige Folk, og dets menige (Folk) er forsmægtet af Tørst.
5 Der frygte de saare, fordi Gud er med den Retfærdiges Slægt.
4 (Der er) Ingen, som raaber paa Retfærdighed, og Ingen, som dømmer troligen; man forlader sig paa Intet og taler Forfængelighed, undfanger Møie og føder Uret.
7 De ere allesammen blevne hede som en Ovn, og have fortæret deres Dommere; alle deres Konger ere faldne, der er Ingen iblandt dem, som kalder paa mig.
16 Hvo opstaaer med mig imod de Onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gjøre Uret?
5 De kjende (det) ikke og forstaae (det) ikke, de vandre om i Mørket; (derfor maae) alle Landets Grundvolde ryste.
5 Onde Folk forstaae ikke Ret, men de, som søge Herren, forstaae Alting.
4 Bøi ikke mit Hjerte til (nogen) ond Handel, til at bedrive Gjerninger i Ugudelighed med Mænd, som gjøre Uret, at jeg ikke skal æde af deres nydelige Mad.
4 Hører dette, I, som opsluge den Fattige, og (det) for at komme de Elendige i Landet til at høre op,
3 Drag mig ikke hen med de Ugudelige og med dem, som gjøre Uret, som tale Fred med deres Næste, enddog der er Ondt i deres Hjerte.
14 Og de raabe ikke til mig i deres Hjerte, naar de hyle paa deres Seng; for Korn og Most holde de sig tilsammen, de afvige (og overtræde) imod mig.
1 Til Sangmesteren; paa Machalath; Davids (Psalme), som giver Underviisning.
12 Men de, de vide ikke Herrens Tanker og forstaae ikke hans Raad, at han haver samlet dem som Neg til en Lo.
10 Og de skulle æde og ikke blive mætte, bedrive Hor og ikke udbryde (i Mangfoldighed), fordi de have forladt Herren (og) at tage vare (paa hans Bud).
17 og de have ikke kjendt Fredens Vei.
4 Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
17 Derfor kan Herren ikke glæde sig over dets unge Karle, og ei forbarme sig over dets Faderløse og dets Enker; thi hver er en Øienskalk og Ond, og hver Mund taler Daarlighed; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
8 og vandrer i Selskab med dem, som gjøre Uret, og gaaer med ugudelige Folk?
4 Vee et syndigt Folk, et Folk med svar Misgjerning, de Ondes Sæd, de fordærvelige Børn! de forlode Herren, de opirrede den Hellige i Israel, de vege tilbage.
4 De lede de Fattige af Veien, de Elendige i Landet have skjult sig tillige.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
2 Men han er ogsaa viis, og haver ladet Ulykke komme og ikke borttaget sine Ord; men han opstaaer imod de Ondes Huus og imod deres Hjælp, som gjøre Uret.
14 De Ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fælde en Elendig og Fattig, at slagte dem, som ere oprigtige paa Veien.
28 De ere blevne fede (og) glindse, de overgik ogsaa en Onds Handeler; de udførte ingen Sag, (ja ikke) den Faderløses Sag, og havde (dog) Lykke, og de skaffede ikke de Fattige Ret.
8 Mit Øie er gjennemstukket af Harm; (det) er blevet gammelt formedelst alle mine Fjender.
15 Vee dem, som sænke sig dybt fra Herren, at skjule deres Anslag, og hvis Gjerninger ere i Mørke, og de sige: Hvo seer os, og hvo kjender os?
11 Alt dens Folk sukker og søger efter Brød, de give deres ønskelige Ting for Mad, at vederqvæge (deres) Sjæl; see, Herre! og sku, at jeg er ringe (agtet)!
14 Derfor haver Herren været aarvaagen med det Onde, og ladet det komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gjerninger, som han gjorde, efterdi vi ikke hørte hans Røst.
2 til at afvende de Ringe fra (deres) Ret og bortrive de Elendiges Ret iblandt mit Folk, at Enkerne maae være deres Rov, og de kunne berøve de Faderløse.