Salmenes bok 76:5
Du er mere skinnende (og) mægtigere end (de paa) Røverbjergene.
Du er mere skinnende (og) mægtigere end (de paa) Røverbjergene.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6De, som vare stolte i Hjertet, bleve berøvede, de slumrede deres Søvn, og ingen af Stridsmændene fandt (Magt i) sine Hænder.
9den, som vederqvæger sig ved Ødelæggelse over den Stærke, at Ødelæggelsen kommer over Befæstningen.
16Thi de sove ikke, naar de ei have gjort ilde, og deres Søvn borttages, dersom de ikke have kommet (Nogen) til at støde sig.
4Der sønderbrød han Buens gloende (Pile), Skjold og Sværd og Krig. Sela.
14saa en Let skal ikke kunne flye, og den Stærke ikke bestyrke sig ved sin Kraft, og en Vældig ikke redde sit Liv.
4De Stærkes Bue er brudt, og de Skrøbelige ere omgjordede med Styrke.
27Der er ingen Træt eller Skrøbelig af det (samme Folk), der skal Ingen slumre ei heller sove, og Ingens Bælte skal løses fra hans Lænder, og Ingens Skotvinge skal sønderrives.
28Dets Pile ere skjærpede, og alle dets Buer ere spændte; dets Hestehove maae agtes som en Klippe, og dets Hjul som en Hvirvelvind.
29Dets Brølen (skal være) som en Løves, og det skal brøle som de unge Løver, og bruse og gribe Rov og bortføre, og der skal Ingen redde.
16hvis Kogger er som en aabnet Grav; de ere allesammen vældige.
65Da opvaagnede Herren som en Sovende, som en Vældig, der raaber med Fryd af Viin.
12Saa tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgjærde, og de gik bort; og der var Ingen, som saae det, og Ingen, som vidste det, og Ingen, som opvaagnede, thi de sov allesammen; thi der var falden en dyb Søvn af Herren paa dem.
10(Fordi du siger: Jeg maa endnu) lidet sove, lidet slumre, lidet slaae Hænderne tilsammen at ligge,
23Dine Reb ere blevne slappe; de skulle ikke kunne ret befæste deres Mast, de have ikke udbredt Flag; da blev meget Rov (og) Bytte uddeelt, de Halte røvede Rov.
20De døe i et Øieblik, og et Folk bæver og forgaaer midt om Natten, og de Mægtige tages bort, (endskjøndt) ikke ved Haand.
18Dine Hyrder slumre, o Konge i Assyrien! dine Ypperlige boe (tryggeligen); dit Folk, de ere adspredte paa Bjergene, og (der er) Ingen, som samler (dem).
15Hvorfor er (hver) af dine Mægtige nedslagen? han kunde ikke staae, fordi Herren omstødte ham.
33(Vil du) sove lidet (endnu), slumre lidet, slaae Hænderne lidet tilsammen for at ligge,
5Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
5Vognene skulle fare frem, som de vare galne, paa Stræderne, de skulle løbe hid og did paa Gaderne; deres Skikkelse er som Blus, de løbe som Lynet.
6Naar de nærme sig, er deres Hjerte som en Ovn, naar de lure; den, som bager dem, sover den ganske Nat, om Morgenen brænder han som af gloende Lue.
25Den seer (ned paa) alt Høit, den er en Konge over alle Hovmodige.
16En Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig (Mand) fries ikke ved stor Kraft.
12(saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
5Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
15Da forfærdedes Edoms Fyrster; de Vældige i Moab, dem betog Bævelse; alle Indbyggerne i Canaan bleve mistrøstige.
30De Vældige i Babel lode af at stride, de bleve i Befæstningerne, deres Styrke er forsmægtet, de ere blevne til Qvinder; man har opbrændt dens Boliger, dens Stænger ere sønderbrudte.
7Skulde de ikke hasteligen opstaae, som skulle bide dig, og de opvaagne, som skulle ruste dig? og skulde du (ikke) blive dem til Rov?
27Hvorledes ere de Vældige faldne, og Krigsvaaben omkomne!
30De Unge skulle blive trætte og vansmægte, og de udvalgte (Mænd) skulle visseligen falde.
38Jeg forfølger mine Fjender og naaer dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem.
39Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder.
40Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
10Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.
6Herre, din høire Haand har beviist sig herlig med Styrke; Herre, du nedslog Fjenden med din høire Haand.
4Thi der findes ingen Baand indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
5De have ikke Møie som (et andet) Menneske, og de blive ikke plagede som (andre) Mennesker.
14Hvorledes sige I: Vi ere Vældige og duelige Krigsmænd?
12Derfor ydmygede han deres Hjerter ved Møie; de stødte an, og der var ingen Hjælper.
20Ligesom en Drøm, naar En er opvaagnet, skal du, o Herre! naar du vaagner op, foragte deres Billede.
14(Agt) paa Aftens Tid, og see, (da er der) Forskrækkelse, (ja) førend Morgenen (kommer, da) er han ikke (mere); denne er deres Deel, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.
22Men naar en Stærkere end han kommer over ham og overvinder ham, da borttager han hans fulde Harnisk, som han forlod sig paa, og uddeler hans Rov.
8Men var der en Mand, (som brugte sin) Arms Styrke, han havde Landet, og den, hvis Person var anseet, boede deri.
10Hans Vægtere ere blinde, de vide allesammen Intet, de ere alle stumme Hunde, som ikke kunne gjøe, som ere søvnagtige, som ligge, som elske at slumre.
16Og den, som er stærk i sit Hjerte iblandt de Vældige, den skal flye nøgen paa den samme Dag, siger Herren.
2Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.
17Alle Hænder skulle synke, og alle Knæ gaae (ustadige som) Vand.
4Thi see, de lure efter min Sjæl, de Stærke holde sig tilsammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre!
7See, hans, Salomos, Seng; der staae tredsindstyve Vældige trindt omkring den af de Vældige i Israel.