Jobs bok 22:8
Men var der en Mand, (som brugte sin) Arms Styrke, han havde Landet, og den, hvis Person var anseet, boede deri.
Men var der en Mand, (som brugte sin) Arms Styrke, han havde Landet, og den, hvis Person var anseet, boede deri.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Du lod Enker fare tomhændede, og de Faderløses Arme maatte knuses.
7 Du gav ikke den Trætte Vand at drikke, og negtede en Hungrig Brød.
8 som opreiser den Ringe af Støvet; han ophøier den Fattige af Skarnet, at sætte ham hos Fyrsterne, og skal lade dem arve Ærens Throne; thi Jordens Grundvolde høre Herren til, og han haver sat Jorderige paa dem.
22 Thi hans Velsignede skulle arve Landet, men hans Forbandede skulle udryddes.
22 Og han drager de Mægtige med sin Magt; staaer han op, da er man ikke forsikkret om (sit) Liv.
8 Og Jordens Nytte er for Alle; en Konge (selv) bliver betjent af Ageren.
9 Hvo, der elsker Penge, kan ikke mættes af Penge, og hvo, som elsker meget (Gods), faaer dog ikke Gavn deraf; dette er ogsaa Forfængelighed.
11 Men de Sagtmodige skulle arve Landet, og forlyste sig over stor Fred.
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som opfyldte deres Huse med Sølv;
16 Himlene, (ja) Himlene høre Herren til, men Jorden gav han Menneskens Børn.
28 Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.
19 dem Landet blev givet alene, og der gik ikke (nogen) Fremmed igjennem midt iblandt dem.
8 at sætte (ham) hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster,
24 Landet bliver givet i en Ugudeliges Haand, han skjuler dets Dommeres Ansigt; (gjør han det) ikke, hvor (og) hvo er den, (der gjør det)?
11 Derfor, fordi I traadte paa den Fattige, og I toge Korns tunge (Rente) af ham, (saa) have I (vel) bygget Huse af hugne Stene, men I skulle ikke boe i dem, I have plantet ønskelige Viingaarde, men I skulle ikke drikke Viin af dem.
11 Du, du haver sønderstødt Rahab som En, der er ihjelslagen; du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
1 Davids Psalme. Jorden er Herrens, og dens Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
2 Vældige og Krigsmænd, Dommere og Propheter og Spaamænd og Gamle,
13 Da skal den Overblevne herske over de Herlige iblandt Folket; Herren skal give mig Magt over de Vældige.
19 Thi han fortrykte, han forlod de Ringe; han røvede Huset, og han havde ikke bygget det.
16 han, han skal boe i de høie (Stæder), Klippernes Befæstning skal være hans Ophøielse; hans Brød bliver givet (ham), hans Vand er sikkert.
21 Thi de Oprigtige skulle boe i Landet, og de Fuldkomne blive tilovers derudi.
18 at skaffe den Faderløse og Ringe Ret, (at) man skal ikke ydermere blive ved (med Vold) at udstøde et Menneske af Landet.
30 En Retfærdig skal ikke rokkes evindelig, men de Ugudelige skulle ikke boe i Landet.
18 Han, han havde dog fyldt deres Huse med Godt; derfor er de Ugudeliges Raad langt fra mig.
22 En Viis farer op i de Vældiges Stad, og skal nedkaste dens Trygheds Styrke.
2 En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.
7 og som ikke forfordeler Nogen, som giver den sit Pant igjen, (som man er) skyldig, som røver ikke Rov, som giver en Hungrig sit Brød og bedækker en Nøgen med Klæder,
11 En Retfærdig skal glæde sig, naar han seer Hevnen; han skal toe sine Trin i den Ugudeliges Blod.
29 De Retfærdige skulle arve Landet og boe deri evindelig.
11 I Konger paa Jorden og alle Folk, Fyrster og alle Dommere paa Jorden!
7 Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
31 Hvo, som fortrykker den Ringe, forhaaner den, som gjorde ham, men hvo, som forbarmer sig over en Fattig, ærer ham.
8 Og han skal regjere fra et Hav til et andet, og fra Floden indtil Jordens Ender.
14 fra Folk ved din Haand, Herre! fra Verdens Folk, (som have) deres Deel i Livet, og hvis Bug du fylder med dit skjulte Liggendefæ; deres Børn mættes, og det, (som de have) tilovers, lade de (efter sig) til deres spæde Børn.
12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
13 Hans Sjæl skal blive varagtig i det Gode, og hans Sæd skal arve Landet.
8 Gud! gjør dig rede, døm Landet; thi du skal arve iblandt alle Hedningerne.
4 De lede de Fattige af Veien, de Elendige i Landet have skjult sig tillige.
29 Seer du en Mand, (som er) snar i sin Gjerning, han skal stilles for Konger, han skal ikke stilles for de Uædle.
4 Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de Høie af Folket i Landet ere blevne afmægtige.
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
16 og forfordeler ingen Mand, beholder ikke Pant og røver ikke (noget) Rov, giver en Hungrig sit Brød og bedækker en Nøgen med Klæder,
2 Opløft dig, du Jordens Dommer! giv Betaling igjen over de Hovmodige.
15 Skulde du være Konge, fordi du brammer med Ceder? haver din Fader ikke ædet og drukket? og han gjorde (alligevel) Ret og Retfærdighed, da (gik det) ham vel.
16 Han dømte en Elendigs og en Fattigs Sag; da (gik det) vel til; er det ikke at kjende mig? siger Herren.
16 En yndig Qvinde holder fast ved sin Ære, og Tyranner holde fast ved Rigdom.
12 Og Rigdom og Ære er for dit Ansigt, og du regjerer over Alting, og Kraft og Vælde er i din Haand, og i din Haand (staaer) at gjøre det alt stort og stærkt.
29 Naar (Nogle) fornedre sig, og du siger: (Lad her skee) en Ophøielse, saa skal han frelse den, som nedslaaer Øinene.