Salmenes bok 52:7
Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Du elskede alle fordærvelige Ord (og) en svigefuld Tunge.
6Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
4Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
28Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme), som giver Underviisning;
7Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
12See, disse ere ugudelige; dog ere de rolige i Verden, de formere Godset.
3Thi jeg var nidkjær paa de Galne, der jeg maatte see, (at det gik) de Ugudelige vel.
10Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
5Saa sagde Herren: Forbandet er den Mand, som forlader sig paa Mennesket og holder Kjød for sin Arm, og hvis Hjerte viger fra Herren.
6Og han skal være som et eenligt (Træ) paa en øde Mark, og skal ikke see, naar Godt skal komme; men han skal boe i de forbrændte (Stæder) i Ørken, i et salt Land, og du skal ikke kunne blive (der).
7Velsignet er den Mand, som forlader sig paa Herren, og hvis Tillid Herren er.
11Den Riges Gods er hans faste Stad, og som en høi Muur i hans Tanke.
10Thi du haver forladt dig paa din Ondskab, du sagde: Der er Ingen, som seer mig; din Viisdom og din Vidskab, den haver forvendt dig, at du sagde i dit Hjerte: Jeg (er det), og Ingen ydermere uden mig.
8Og de Retfærdige skulle see det og frygte, og lee over ham (sigende:)
6Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke (komme) i Ulykke.
11En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
1Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, (Psalme).
2Den Ugudeliges Overtrædelse siger (mig) inden i mit Hjerte: Der er ikke Gudsfrygt for hans Øine.
3Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.
11Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.
1Til Sangmesteren; paa Machalath; Davids (Psalme), som giver Underviisning.
25Den, som haver et stolt Mod, blander sig i Trætte, men den, som forlader sig paa Herren, skal blive fed.
3Thi den Ugudelige roser sig af sin Sjæls Begjæring, og den Gjerrige velsigner sig, (skjøndt) han foragter Herren.
4Den Ugudelige, for hans Næses Høihed, søger ikke (Gud); alle hans Tanker (ere, at der er) ingen Gud.
6See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
5Han er en foragtet Lampe efter den Trygges (stolte) Tanke, han er færdig til at snuble med Foden.
6Ødelæggernes Pauluner ere rolige, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som Gud tilfører (Alt overflødigen) i hans Haand.
18See, han kan ikke troe sine Tjenere, og han maa lægge Daarlighed paa sine Engle;
13Hvorfor skal en Ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du skal ikke randsage (det).
2Men han er ogsaa viis, og haver ladet Ulykke komme og ikke borttaget sine Ord; men han opstaaer imod de Ondes Huus og imod deres Hjælp, som gjøre Uret.
7Ti for Herren og forvent ham; lad (din Vrede) ikke optændes over den (Mand), hvis Vei lykkes, over den Mand, som udfører (skalkagtige) Anslag.
31Han skal ikke kunne forlade sig paa Forfængelighed, hvorved han er forført; thi Forfængelighed skal vorde hans Betaling.
20En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig.
22Naar han haver fyldt sin Overflødighed, skal han (dog) blive bange; hver den Usles Haand skal komme over ham.
25thi han haver udrakt sin Haand imod Gud, og har vældigen sat sig op imod den Almægtige.
3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
15En Rigs Gods er hans faste Stad, men de Fattiges Armod er (deres) Fordærvelse.
6Mon ikke disse allesammen skulle optage et Ordsprog over ham, og mørke Talers Udlæggelse om ham? og (hver) skal sige: Vee den, som formerer (det, som hører) ham ikke til — hvor længe (skal det vare)? — og den, som besværer sig med tykt Dynd.
35Jeg saae en Ugudelig, en Tyran, der udbredte sig som et indfødt (Træ), der grønnes.
9Thi han sagde: Det gavner en Mand ikke, naar han haver Behagelighed (til at vandre) med Gud.
21Saaledes (er det med den), som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.
15Jeg haver seet Allehaande i min Forfængeligheds Dage; der er en Retfærdig, som omkommer i sin Retfærdighed, og der er en Ugudelig, som lever længe i sin Ondskab.
19Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
7Du derfor, omvend dig til din Gud; bevar Miskundhed og Ret, og vent stedse paa din Gud.
16Det Lidet, som den Retfærdige haver, er bedre end mange Ugudeliges meget (Gods).
9Vee den, som er gjerrig med en ond Gjerrighed for sit Huus, at han kan sætte sin Rede i det Høie, for at redde sig fra Ulykkens Vold!
6Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.
15Han skal forlade sig fast paa sit Huus, men det skal ikke bestaae; han skal holde sig til det, men det skal ikke staae (fast).
29Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.