Ordspråkene 18:11
Den Riges Gods er hans faste Stad, og som en høi Muur i hans Tanke.
Den Riges Gods er hans faste Stad, og som en høi Muur i hans Tanke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15En Rigs Gods er hans faste Stad, men de Fattiges Armod er (deres) Fordærvelse.
11En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
12For Forstyrrelse ophøies en Mands Hjerte, men Ydmyghed (gaaer) for Ære.
6Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
7Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
22En Viis farer op i de Vældiges Stad, og skal nedkaste dens Trygheds Styrke.
10Herrens Navn er et fast Taarn; en Retfærdig skal løbe til det og blive ophøiet.
7Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
8En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.
28Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
23Saa sagde Herren: En Viis rose sig ikke af sin Viisdom, og en Stærk rose sig ikke af sin Styrke, en Rig rose sig ikke af sin Rigdom;
17og du maatte sige i dit Hjerte: Min Kraft og min Haands Styrke har udrettet mig disse mægtige (Gjerninger).
21Saaledes (er det med den), som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.
3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
4Gods kan tilføre mange Venner, men en Ringe maa skilles fra sin Ven.
11Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
5(fordi) du haver formeret din Formue ved din Viisdoms Mangfoldighed, ved dit Kjøbmandskab, og dit Hjerte er ophøiet for din Formues Skyld,
14Der var en liden Stad, og faa Folk i den, og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Bolværker om den;
18Foran Forstyrrelse er Hovmodighed, og foran Fald en høi Aand.
20En Arm hades ogsaa af sin Næste, men de ere mange, som elske en Rig.
6See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
10men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.
11Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
10Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
12(Naar) du haver seet en Mand, som synes (at være) viis for sine egne Øine, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.
28(Som) en nedreven Stad foruden Muur, (saa) er en Mand, som ikke kan lukke til for sin Aand.
17Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gjøre? thi jeg haver ikke (Rum), som jeg kan samle mine Frugter udi.
18Og han sagde: Dette vil jeg gjøre: Jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi al min Avling og mit Gods.
4Bemøi dig ikke for at blive rig; hold op fra at (anvende dertil) din Forstand.
18Han byggede sit Huus som Møl, og som en Hytte, (hvilken) en Vogter gjør.
23Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
21Naar den Stærke bevæbnet bevogter sit eget Palads, bliver det, han haver, med Fred.
5Vognene skulle fare frem, som de vare galne, paa Stræderne, de skulle løbe hid og did paa Gaderne; deres Skikkelse er som Blus, de løbe som Lynet.
16Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
22Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham.
16Det Lidet, som den Retfærdige haver, er bedre end mange Ugudeliges meget (Gods).
11saa skal din Armod komme som en Vandringsmand, og din Mangel som En, (der er bevæbnet) med Skjold.
7Hans Krafts Gange skulle blive snevre, og hans Raad skal nedkaste ham.
14ja, som siger: Jeg vil bygge mig et (meget) høit Huus og luftige Sale; og han lader udhugge sig Vinduer (derudi), og det er bedækket med Ceder og anstrøget med rød (Farve).
2Den Ugudeliges Overtrædelse siger (mig) inden i mit Hjerte: Der er ikke Gudsfrygt for hans Øine.
9Vee den, som er gjerrig med en ond Gjerrighed for sit Huus, at han kan sætte sin Rede i det Høie, for at redde sig fra Ulykkens Vold!
6At en Daare er sat i stor Høihed, men de Rige sidde lavt.
6Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.
4Gods skal ikke hjælpe paa Grumheds Dag, men Retfærdighed skal redde fra Døden.
16Et Menneskes Gave gjør ham Rum og fører ham for store Herrer.
25Den, som haver et stolt Mod, blander sig i Trætte, men den, som forlader sig paa Herren, skal blive fed.
3Dit Hjertes Hovmodighed haver bedraget dig, du, som boer i en Klippes Rifter, i din høie Bolig, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden?
16Da sagde jeg: Viisdom er bedre end Styrke; dog blev den Fattiges Viisdom foragtet, og hans Ord bleve ikke hørte.
13eller Rigdom selv forkommes ved ond Møie, og (om) han (end) avlede en Søn, da (bliver der) ikke Noget i hans Haand.
2Den Ugudelige forfølger (grummelig) den Elendige af Hovmod; lad dem gribes i de Tanker, hvilke de tænkte.